problematic fave

The Problematic Fave: Hvorfor insisterer vi på at skille kunst og kunstner?

Christina Lagoni
Christina Lagoni

Writer

This lady skriver om emner som populærkultur, feminisme, sociale medier og teknologi

Hvis 2019 allerede har lært os noget, må det være, at vi igen må stille os selv spørgsmålet om, hvorvidt kunst og kunstner skal adskilles

 

”Men altså, vi kan jo ikke bare hive Caravaggio ned fra væggene af Uffizi, bare fordi han var en slem fyr. Han er en af de mest betydningsfulde malere i historien”, sagde min kæreste, da jeg fortalte om en nylig hændelse, hvor Amalie Have aka Scandinaviandreamgurl og hendes følgere fik den folkekære musiker Lukas Graham til at fjerne sit cover af ’SAD!’ oprindeligt udgivet af voldsanklagede rapper Xxxtentacion fra Spotify. ”Hmm… Det ved jeg ikke. Men jeg tror, der er forskel på at sige god for den slags problematiske kunstnere i 2019 og en renæssancemaler, der døde for 400 år siden.” Det var mit svar. Vagt – uden en entydig erklæring. Men det er ikke tilfældigt, at spørgsmålet gik på Caravaggio. Han er min kærestes yndlingsmaler – men også en dømt morder, som var kendt for sine voldelige tendenser. Han rummer uden tvivl essensen af den problematiske favorit.

 

Og hvis 2019 allerede har lært os noget, må det være, at vi igen må stille os selv spørgsmålet om, hvorvidt kunst og kunstner skal adskilles, og om vi har en forpligtelse til at fordømme kunstnere, der begår vold mod kvinder, selvom deres kunst har haft betydning for vores liv.

 

Fløjene er skarpt tegnet op. Der er dem, der insisterer på at nyde kunst på trods af, at kunstneren bag kan karakteriseres som en ’problematic fave’ ved enten at have udøvet vold, chikane eller ligefrem mord. På den anden side står de, der populært bliver kaldt politisk korrekte og ligefrem krænkelsesparate, der kritiserer, hvordan offentligheden og retssystemet har vendt det blinde øje til, når særligt mandlige kunstnere har overtrådt loven. Når retorikken bliver skarp i denne debat, skyldes det måske, at det bliver et spørgsmål om den enkeltes moralske kodeks. For bare fordi jeg engang har skrålet med på Ignition Remix, støtter jeg ikke op om mænd, der frihedsberøver og tæsker kvinder.

 

Eller gør jeg?

 

Behovet for at undskylde og distancere sig fra monstrøse kunstnere er interessant. For det lader til, at det for nogle mennesker føles som en anfægtelse af deres personlige moral, når de bliver bedt om at forholde sig kritisk til deres problematiske favoritter. Hvis det ikke var et spørgsmål om personlig moral ville det så overhovedet være et problem at sige farvel til disse? 

 

 

Tvetydighedens moral

Vi som mennesker er på en og samme tid forpligtet til os selv, vores egne behov og passioner. Samtidig indgår vi som borgere i et samfund, hvor vi har forpligtelser overfor vores medmennesker. Denne væven mellem moralske forpligtelser skrev den franske eksistentialist Simone de Beauvoir om i bogen ’Tvetydighedens Moral’ i 1947. Begge dele er en del af at være menneske. At leve i uforligelighed mellem disse forpligtelser er den tvetydige moral, der præger det at være menneske. En vigtig pointe er, at for at opnå personlig frihed, må dem omkring os også være frie. Der ligger altså et ansvar hos den enkelte i at sikre sin egen og andres frihed – men desværre, ville de Beauvoir måske have sagt, har mennesket tendens til at undertrykke både sin egen men især andres frihed.

 

Der er unægtelig en tvetydighed mellem den individuelle frihed til at konsumere kunst, og den strukturelle undertrykkelse af ofre for vold. 

 

I sit essay ’What do we do with the art of monstrous men’ skriver Claire Dederer om en dybtliggende følelse i os selv, hvor vi leger med det uacceptable og det onde, og når vi ser den spille sig ud foran os, kan vi ikke hjælpe os selv i at blive fascineret og draget af den. Derefter stiller hun spørgsmålet til sig selv: Er jeg så et monster? Jeg har ikke slået nogen ihjel. Bedøvet og voldtaget kvinder. De viktorianske forfattere forstod denne tvetydighed, og den blev ofte beskrevet i figurer som en dobbelthed af god og ond – Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Dorian Gray. I samme essay skriver Dederer også, at hun aldrig igen ville kunne se Woody Allens ’Manhatten’, som handler om en mand i fyrrerne, der dater en 17-årig pige.

 

Det er ikke ment som undskyldning for ikke at tage afstand for grusomme handlinger, men mon ikke, der er en form for sandhed i Dederers ord? Det synes i hvert fald, at de mest betydningsfulde kunstnere er omringet af et slør af mystik, hvor grusomme og moralsk tvivlsomme handlinger blot spiller ind i en episk fortælling om manden (og nogle gange kvinden), der balancerer mellem gal og genial. Men grusomme handlinger kræver ofre, og som regel ender de ikke kun som ofre for gerningsmanden; de bliver også ofre for en offentlighed, der udstiller dem som opmærksomhedssøgende eller pengegriske, som det har været tilfældet både i Cosby-sagen, Cristiano Ronaldos sag og i forbindelse med Dr. Christine Blasey Fords vidneudsagn om Brett Kavanaugh.

 

 

Problemet med ‘the problematic fave’

Idéen om the problematic favourite er ikke ny, men selve udtrykket ‘problematic favourite’ fik sit populærkulturelle gennembrud med Tumblr-profilen yourfaveisproblematic, der lavede en slavisk gennemgang af kendispersonligheders blakkede fortid. Og der er ingen lovovertrædelser eller problematiske udtalelser, der får fripas – heller ikke liberale favoritter.

 

Jeg vil egentligt gerne lægge dette udtryk på hylden. Selvom udtrykket i ordlyd kunne minde lidt om ‘guilty pleasure’, er guilty pleasures de søde små nydelser som reality-tv eller remoulade på leverpostej, hvor er problematiske favoritter som regel hverken er små eller uskyldige.

 

Amalie Have, der som nævnt fik Lukas Graham til at fjerne sit SAD-cover fra Spotify, kom forleden med en liste, som opsummerer, hvordan hun mener, vi bør forholde os til problematiske kunstnere. Herunder at vi som forbrugere skal tage aktivt stilling til, hvem vi vælger at støtte økonomisk. Det lader til at være lettere sagt end gjort. Polemikken om den nye dokumentar ‘Leaving Neverland’, som beskæftiger sig med strømmen af beskyldninger om pædofili og overgreb mod Michael Jackson, har fået flere trofaste fans til tasterne for at forsvare ham – men måske i virkeligheden for at forsvare dem selv?

 

Blandt andre radiovært Dan Rachlin har i Berlingske travlt med at forklare, hvordan det jo ikke er sikkert, at manden har begået overgreb, og at han måske bare indgik forlig med de påståede ofre for at få ro. På trods af at klummen går under overskriften ‘Jeg er fan af Michael Jackson, og en film ændrer næppe på det’, bruger Rachlin overraskende meget spalteplads på at bortforklare MJs handlinger ved at henvise til hans hårde barndom, samt spørge hvorfor anklagerne først ser dagens lys nu. Det havde været forfriskende, hvis man i stedet havde reflekteret kritisk over, hvorfor det er svært at forholde sig til og tage afstand fra sine favoritters skadelige opførsel.

 

Men synes jeg så, at vi skal tage Picasso eller Caravaggio ned fra museumsvæggene? Eller har man fået vasket sin straffeattest ren, når man har hængt der i tilpas lang tid? Det er i virkeligheden ikke pointen. Pointen var, at vi tager anklager mod vores favoritter personligt. Men ingen beskylder dig for at være ligeglad med voldtægter af kvinder og børn eller partnervold. Men når du konsumere kunst af personer, der begår vold mod kvinder, må du dog indfinde dig med, at du samtidig støtter disse personer økonomisk.

 

(Visited 129 times, 1 visits today)
Kommentarer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *