Sådan bliver du feminist på internettet

Christina Lagoni
Christina Lagoni

Writer

This lady skriver om emner som populærkultur, feminisme, sociale medier og teknologi

Du kan google dig til alt i 2018, så hvorfor ikke også google sig til at blive feminist? Her får du en lynguide til tech-feminisme.

At man i 2018 i USA har en præsident, der som bekendt gerne vil ”grab you by the pussy”, at samtykke stadigvæk er pissesvært at forstå, og at ulighed og magtmisbrug lyder lidt som noget, de hysteriske feminister bilder sig ind, tyder på, at der er behov for et lynkursus i feminisme.

Der er mange definitioner af, hvad feminisme er, og hvis du spørger en Men’s Right-aktivist, er feminister en flok vrede kvinder, der for længst har krydset grænsen for, hvad det vil sige at have ligestilling. Og ja, feminisme handler om ligestilling og ligeværd. Det her skriv skal dog handle om, hvordan internettet og teknologien har gjort det både lettere – og til tider mere frustrerende – at være feminist. Jeg ved godt, at du garanteret har læst om #metoo tusinde gange allerede, men giv det lige en chance alligevel.

 

#metoo
Med fare for at lyde arrogant, gider jeg ikke gennemgå konceptet og oprindelsen af #metoo-bevægelsen. Det er der folk, der har skrevet fantastiske artikler om, bl.a. den her, og den her, og den her.

Både #metoo-bevægelsens styrker og svagheder ligger i bottom-up-effekten. Bevægelsen er inkluderende og demokratisk. Den eneste adgangsbarriere er dit eget mod til at dele din historie om seksuelt overgreb eller seksuel krænkelse på dine sociale platforme. Og selvom du ikke ønsker at stille dig frem, kan solidariteten mærkes, og den sympati, som ofrene så fortjent møder, kan skinne mod dig og bekræfte dig i, at overgreb ALDRIG er din skyld. Samtidig er bevægelsen fragmenteret og svagt defineret, hvilket sommetider har gjort den til et let offer for dens kritikkere. Kritikkere, som er hurtige til at smide hele bevægelsen overbord, når fremtrædende #metoo-personer som Asia Argento selv bliver anklaget for overgreb. I virkeligheden fortæller det bare, at både kvinder og mænd kan være nogle klammerjanner, og at overgreb handler om magt.

 

FemTech
FinTech er sådan noget med Mobilepay, og FemTech er noget andet. Software og service leveret gennem teknologi med fokus på kvinders helbred, og et marked, som i høj grad har ligget i den blinde vinkel for bl.a. Apple. Derfor er udviklerne af denne slags teknologi ofte mindre, innovative startups med kvinder i front.

Period Calendar, Flo og Clue kan f.eks. tracke kvinders menstruationscyklus og ægløsning. Sidstnævnte kan spore unikke mønstre og indsamle data om helbred, humør og motion. Og så har de lovet at holde sig fra eufemismer, lyserød, sommerfugle og den slags for at aftabuisere kvinders menstruation. Bustle har lavet en fin artikel om nogle områder, hvor intelligent indsamling af data om kvinders helbred kan have af positive effekter – de tæller udvikling af bedre produkter, mere forståelse og diagnosticering af f.eks. endometriose. Læs den her.

Til historien om FemTech hører også, at smartphone apps kan gøre det lettere at udbrede kendskabet metoder og teknikker til jordmødre, når der opstår komplikationer under en fødsel. Det er for eksempel i afrikanske lande, hvor jordmødre har kortere uddannelser, og derfor er ikke altid har kendskab til simple teknikker, der kan være forskellen på liv og død for kvinder i fødsel. App’en hedder The Safe Delivery App, og den er udviklet i Danmark af Maternity Foundation, og den er ærligt talt mega optur.

 

Facebook, Åh Facebook
Hvis du ser dig selv som feminist, har du nok et had-kærlighedsforhold til Facebook. Du hader nok kommentarsporet, og du elsker de communities, du har mulighed for at være en del af med ligesindede.

Når vejret er lidt gråt, og jeg er i dårligt humør og gerne vil skrue helt op på forargelsesbarometret, læser jeg kommentarfelter på Facebook. Det er en form for guilty pleasure. Udvælg indhold, der handler om samtykke, voldtægter, hævnporno eller burkaer, og jeg skal love for, at du vil se troldene kravle frem fra jordhullerne. Det fortæller glædeligt om, hvordan du skal stoppe med at tage nøgenbilleder af dig selv og være skeptiske overfor alle hankønsvæsener – for ellers er du altså selv udenom, at du bliver udsat for overgreb. Heldigvis er der også pusterum på Facebook, som f.eks. grupperne ’Man who has it all’, der med humor udstiller den patriarkalske dobbeltmoral, ’Maskulancen’ gør det samme på dansk, og Everyday Sexism Project Denmark tager sexisme dybt seriøst og holder dig løbende opdateret om udviklingen ift. ændring af voldtægtsparagraffen og hævnporno.

 

Instagram er din bedste feministiske veninde
Okay, der er meget ved Instagram, der på ingen måde tegner sig som feminisme. Ikke desto mindre er Instagram et genialt sted at følge med hos dine feministiske forbilleder og en række profiler, som er dedikeret til at gøre verden til et lidt mere rummeligt sted. Det er ofte her, jeg finder gode essays, de nyeste undersøgelser og events. Og når du alligevel sidder og scroller igennem dine venners selfies, kan du jo lige så godt få lidt intelligent indhold med på vejen. Nogle af dem kender du sikkert i forvejen

Mothershipfest – feministisk festival på Instagram
Scarcurtis – er skribent og forfatter til bogen ’Feminists don’t wear pink, and other lies’
Dfdubz – Komikeren Deborah Francis-White står bag The Guilty Feminist podcast, som især har intersektionalitet som omdrejningspunkt. Og så er den sjov.
I­_weigh – kropspositivistisk profil med en masse skønne beretninger
Broadly – Vice feministiske sektion på Instagram.
Kvinfo – deler gode artikler og events, hvis du er interesseret i feminisme og ligetilling.
Theguerrillafeminist – feministiske memes
Ripannanicolesmith – Phd-studerende, som sætter populærkulturens idealer I relief til kritisk teori samt værker fra hende favorit forfattere. Det er ret højpandet.
Bumble – beskrives måske bedst som den feministiske udgave af Tinder. De er sjove på Instagram.
Refinery29 – deler inspirerende citater, spændende og inkluderende fortællinger.
Reductress – en voldsomt sarkastisk satire-profil.
Lonely Lingerie – undertøjsmærket, der har sat sig for at lave undertøj, som alle kvinder kan føle sig tilpas og smukke i. De står også bag The Lonely Girl Project, som blandt andet bliver støttet af Jemima Kirk.
Byefelipe – udstiller tåbelige, sexistiske mænd på datingapps.
Avidabystrom – Den svenske kunster viser kropsbehåring og sin bubblegum pink kunst.
Dansk_kvindesamfund – deler events og artikler om ligestilling og feminisme i Danmark.
Bitch media – De kalder sig selv det feministiske modsvar til populærkulturen, og magasinet kan virkelig anbefales
Sofiehagendk – Sofie er en fremragende dansk komiker med international succes, som ovenikøbet at kropspositivist og feminist.
Everydaysexismprojectdanmark – er lige så gode på Instagram som på Facebook.

 

Når du har læst alt det ovenfor, tænker du måske én af følgende to ting; ”Alt det vidste jeg godt i forvejen” eller ”Jeg lærte alligevel lidt nyt”, og alt andet lige, er det ret godt. Og vælger du at se glasset som halv fyldt, er der masser af gode nyheder i ligestillingens navn på verdensplan ­– færre kvinder dør under fødsel, størstedelen af verdens piger gennemfører basal skolegang, Nordafrikanske lande har droppet lovgivning, der giver lempet straf til voldtægtsmænd, og her i Danmark er der åbnet op for en ny voldtægtsparagraf, der har fokus på samtykke lige som i Sverige og UK.

Illustration af Regina Jessen for The Whoman Journal

(Visited 288 times, 1 visits today)

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *