En skruetvinge, en colaflaske og samtaler om kunst i en fetichbutik

“Der er en splittelse mellem at have et utroligt stort ego, fordi det bliver man nødt til for overhovedet at turde stille sig helt herud på kanten, men samtidig have meget lidt selvtillid.”

 

The Whoman Journal har sat sig ned sammen med den danske kunstner Rose Eken for at tage en snak om uperfekt keramik, rockmiljøet og at miste, finde og holde fast på inspiration. Og engang imellem selvtvivlen.

 

I en tidligere fetichbutik på Vesterbro sidder en kvinde med de vildeste blå øjne og en læderjakke. På bordet foran hende ligger et baseballbat i keramik, der er limet sammen på midten. I hjørnet står der en kæmpe ovn, og rundt omkring i det hvidmalede rum ligger der små genkendelige objekter i uvante materialer.

En skruetvinge. En Coca Cola-flaske. En lille pilleæske med dertilhørende ovale piller. Alt sammen lavet i uperfekt keramik.

Det er søndag morgen, og jeg skal mødes med Rose Eken i hendes studie. Rose er en dansk kunstner, som nok er bedst kendt for sine miniature- og keramikværker, hvor hun leger med vores forståelse af hverdagsobjekter og deres betydning.

 

 

The Whoman Journal x Rose Eken

 

“Baseballbattet. Det kan gå i stykker. Det er det, der gør det sjovt. Det bliver dumt og ubrugeligt. Det er bare materialer, der falder mig for, som jeg godt kan lide at arbejde med. Men jeg kan godt se, at alle de ting, jeg har arbejdet med – eksempelvis dukkehuset, miniaturtingene, broderiet, keramikken – er alle forbundet i en kvindefagsting. Traditionelt set. Det synes jeg, der er noget interessant i. Men det er ikke noget, jeg har sat mig ned og tænkt, at jeg skulle gøre. Det er efterfølgende, jeg har kigget på det. Det giver god mening, da jeg hele tiden prøver at skabe dialog mellem materialet og mit motiv. I forhold til den meget maskuline rockverden, som jeg tit arbejder med, så er der noget interessant ved at formidle det med materialer, der på en eller anden måde står for det modsatte.”

 

Rose startede sin karriere på akademiet i Edinburgh i Skotland, hvor hun tog en universitetsuddannelse indenfor kunst. Hun flyttede sidenhen til London, hvor hun boede on and off i knap ti år. Hun nævner stadig den britiske kunstscene og YBA bølgen fra slut halvfemserne til midt 00’erne som en skelsættende inspiration for hende.

 

“Det er et blik, en tilgang og en måde at blive uddannet på, der er anderledes end den herhjemme. Særligt i forhold til formidling, da det er en universitetsuddannelse, så man skal skrive speciale og har i højere grad en kunsthistorisk uddannelse. Man lærer at formulere sig om sine værker, og det har været en utrolig stor gave. Specielt for sådan én som mig, der gik ud af gymnasiet, da jeg var 16 år og derfor ikke lærte at formulere mig på skrift. Det er en utrolig vigtig hat at have som kunstner. Som kunstner har man mange forskellige hatte, og man skal kunne en masse ting udover det at lave værker.”

 

The Whoman Journal x Rose Eken

“Det at tage noget velkendt – en ølflaske, en kaffekop – og ændre materialerne og skalaerne gør, at vi pludselig kigger på det igen.”

 

Hvad giver det dig, at du kan formulere dig om dine værker?
“Det giver mig et råderum over, hvordan jeg synes, andre mennesker skal se, det jeg skaber. Det giver mig plads til at kunne lege mere med det. Det er en eller anden form for kontrol, selvom jeg samtidig helst ikke vil forklare folk, hvad de skal se. For mig er det vigtigt, at der selvfølgelig er en eller anden indgang til publikum, men at de selv bygger videre og begynder at læse ned i lag.”

Ved siden af mig står et lille askebæger i keramik. De små skodder limet fast derpå er ligeledes formet i keramik. Rose fortæller, da jeg spørger hende, om der nogensinde er nogle, der forveksler hendes værker med deres virkelige sidestykke, at det er der i den grad. Askebægere er blevet tømt (dette var før, skodderne blev limet fast. Hvilket jeg anser som den mest ægte repræsentation af at lære af tidligere fejl), skrøbelige kopper er blevet sat i opvaskeren og værker fejet op fra gulvet. Jeg kan ikke lade være med at dvæle ved, at det er en ret fin metafor for måden, hvorpå vi anskuer og forstår kunst på: For nogle er det et værk. For andre er det skrald, der skal fjernes.

 

The Whoman Journal x Rose Eken

 

Hvis det stod til dig, hvordan skal vi så forstå din kunst?
“Min kunst handler meget om beskueren selv, da jeg arbejder med erindringer – mine egne som udgangspunkt, men også beskuerens. Det er dem, der fylder historien ud. Jeg sætter egentlig bare noget i gang, som de associerer over. Det er det, der er det interessante: Det at tage noget, der er så velkendt – en ølflaske, en kaffekop – og ændre materialerne og skalaerne gør, at vi pludselig kigger på det igen. Vi går ikke bare forbi, men stopper op og tænker: hov, der var da et eller andet? Så begynder man måske at reflektere over det velkendte objekt, og så har man allerede startet en proces. Når du først har startet den proces, så kan du så åbne kunstbogen, kigge på konteksten eller spørge, hvad der mere ligger nedenunder.”

 

“Jeg har lige nu en udstilling på Aros med et værk, der forestiller et kunstneratelier. Man kommer ind i et rum, og der er en masse ting og alle folk kan associere til disse ting – de kan tænke “det var da sjovt med en computer i ler” og så kan de gå igen. Men de kan også finde ud af, at alle de her ting faktisk er noget, der har tilhørt alle mulige forskellige kunstnere i hele verden. Så hele det bord fungerer som en eller anden form for usynligt kort over samtidskunst, samtidskunstnere og deres måde at arbejde på. Det er det, jeg mener med, at man kan gå længere og længere ned. Jeg har tit disse referencer til en eller anden form for kunsthistorie i mine værker. Jeg forholder mig meget til historie, musikhistorie – så der er hele tiden de her forgreninger.

Synes jeg selv i hvert fald. Håber jeg.”

 

TheWhomanJournal_2018_10_21_RoseEken_L1150720_RetouchV01
TheWhomanJournal_2018_10_21_RoseEken_L1150720_RetouchV01
TheWhomanJournal_2018_10_21_RoseEken_L1150718_RetouchV01
TheWhomanJournal_2018_10_21_RoseEken_L1150718_RetouchV01
TheWhomanJournal_2018_10_21_RoseEken_L1150712_RetouchV01
TheWhomanJournal_2018_10_21_RoseEken_L1150712_RetouchV01
TheWhomanJournal_2018_10_21_RoseEken_L1150665_RetouchV01
TheWhomanJournal_2018_10_21_RoseEken_L1150665_RetouchV01

 

Mens fotografen bevæger sig stille omkring os for at tjekke lys, fortæller jeg Rose om mit besøg på Statens Museum for Kunst, hvor jeg med en vision om at starte en anderledes dialog om kunst, spurgte min guide om, hvorvidt man er dum, hvis man ikke forstår kunsten. Eller ikke kunne sætte ord på den.

 

“Nej, jeg synes ikke, man er dum, hvis man bare står og tænker, at det er dog et sjovt værk eller at det er pænt, men ikke ved hvorfor. Det gør ikke folk dumme. Jeg synes, det er interessant at pirre folks nysgerrighed nok til, at de begynder at stille spørgsmål, læser ind i det, læser teksten på væggen. Jeg kan gode lide at præsentere noget, som folk får en umiddelbar følelse af. Så kan de gå videre, hvis de vil det, eller de kan vælge at bruge tid på værket,” siger Rose, mens hun piller en smule ved en kæmpe, sortmalet keramikbuket, der står ved siden af hende på bordet. Den har været forbi til reparation, og nu er det vist ikke helt klart, hvad der skal ske med den.

 

Rose og jeg taler om, hvordan hun ikke mener, at kunsten skal være elitær. Den skal være for den almene, brede befolkning. Det er jo sådan, vi får en dialog i gang, fortæller hun mig. “Men kunstneren skal være elitær. De skal være elitære i deres håndværk. Dygtige.” Udtalelsen leder os hen i en samtale om opera overfor heavy metal. Ifølge Rose er begge genre en kunstform, hvor personen bag skal have et voldsomt talent, mens den brede befolkning skal nyde, opleve og tale om det, de bliver mødt af. De skal ikke nødvendigvis kende til alt omkring hverken det ene eller det andet. Jeg ville her ønske, at jeg kunne gøre brug af et udtryk fra henholdsvis operaen og heavy metal, men jeg ved intet om det. Det er vel egentligt ret passende for denne pointe.

 

Det er meget den rockede inspiration, der fylder hos dig lige nu?
“Det er faktisk noget, jeg er vendt tilbage til. Jeg har været hende, der lavede ting med inspiration fra musik i ti år, så begyndte jeg at lave noget andet. Jeg fik en opgave på rockmuseet i Roskilde, så pludselig kom det hele til at stå lidt i musikkens tegn igen. I forhold til museumsudstillingen, så var det min første i Danmark, så jeg syntes, det gav god mening tematisk at lave en eller anden sløjfe. Det er også derfor, at der er tre forskellige rum i udstillingen, der repræsenterer tre forskellige sider i min praksis. Jeg lavede en udstilling i foråret, der handlede om ungdoms- og modstandskultur, og der passer det her ret godt ind. Det er som om, at de her to udstillinger har en dialog. Uden de direkte er hinanden.”

 

The Whoman Journal x Rose Eken

“Jeg synes, kunst skal være folkeligt i en eller anden forstand. Det skal tale til os alle. For det er netop sådan, vi får en bredere dialog i gang, og som vi kan bruge til noget, der påvirker vores hverdag.”

 

Hvor finder du inspiration? Hvordan holder du fast i den? Og taber du den?
“Ja! Man taber den hele tiden. Så må man samle den op igen. Der er nogle dage, der er bedre end andre. Hvor finder jeg den? Jeg finder den alle mulige steder! I samtaler med mennesker, på museer, til koncerter, ved at gå på gaden. Det kan være alt, der inspirerer mig. Der er dog bestemt en kerne, der inspirerer mig, såsom musik og kunst og miljøet omkring dem. Det er uundgåeligt de to ting. Det er sådan set det, jeg laver: Jeg lytter til musik og går til ferniseringer.”

 

Det er endnu svært for mig at tilsidesætte mine egne egoistiske behov for at spørge de inspirerende mennesker, jeg møder, om elementer der påvirker mit eget liv. For selvom jeg hverken er musiker, kunstner eller keramik-skaber-extraordinaire, så sidder jeg selv i et kreativt fag. Et kreativ fag, hvor man ofte bliver ramt af tvivl og det at være sin egen værste fjende. Eller er det bare mig?

 

Møder du nogensinde selvtvivlen?
“Det tror jeg, alle kunstnere gør. Det er en splittelse mellem, at man har et utroligt stort ego, fordi det bliver man nødt til at have for overhovedet at turde stille sig helt herud på kanten, men samtidig har man meget lidt selvtillid. Det er noget, der på en eller anden måde hænger sammen med faget. Fordi ellers ville man overhovedet ikke gøre det. Den dialog har man hver dag med sig selv på en eller anden måde.”

 

The Whoman Journal x Rose Eken

 

Hvor synes du, man skal begynde, hvis man gerne vil ind i kunsten?
“Man skal begynde med at se nogle udstillinger. Turde starte en samtale om kunsten – enten med dig selv eller en anden. For nej, der er ikke noget, som er forkert! Der er måske noget, der er mere begavet end andet… men jeg kan ikke se, at man kan opleve forkert. I virkeligheden er det, hvad kunst er: Det er noget, der skal starte en dialog. Det vigtigste er i bund og grund at være nysgerrig. Se på ting, se på alting! Lige pludselig er der noget, der rammer dig på en måde, som du ikke havde forventet. Om det så er et Rembrandt eller et eller andet supermoderne. Det er fuldstændig lige meget.

Der er selvfølgelig kunstnere, der arbejder med, at hvis man ikke har læst hele teksten, er der simpelthen ikke rigtig nogen indgang til værket. Det er også en måde at arbejde på, og den slags kunst er der intet galt med, men jeg synes, det er et problem. Jeg synes, kunst skal være folkeligt i en eller anden forstand. Det skal tale til os alle. For det er netop sådan, vi får en bredere dialog i gang, og som vi kan bruge til noget, der påvirker vores hverdag.”

Rose har en stor udstilling i Paris. Men ellers har hun det egentlig meget godt med lige at trække sig lidt, fortæller hun. Hun har haft tre soloudstillinger i år, og nu skal tiden bruges på at undersøge, lege og rejse.

“Jeg skal rejse noget mere. Se verden i stedet for bare at sidde her hele tiden. Sidde her og skrive Royal 7.000 gange på keramikkopper.”

 

Du kan lige nu se udstillinger af Rose Eken på Aros, Horsens kunstmuseum, Kunstforening Gl. Strand og Paris til foråret.

Billeder af Christian Bang eksklusivt for The Whoman Journal

(Visited 385 times, 1 visits today)

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *