Om The Whoman Journal

The Whoman Journal

Jeg læste engang, at succesfulde mennesker ikke poster quotes. Og det er der nok noget om. Men hvordan skal man ellers starte den første tekst?

 

I’m not happy when I’m writing, but I’m more unhappy when I’m not – Fannie Hurst.

Jeg må vel blot erkende, at ifølge ovenstående parameter er jeg ikke succesfuld. Og det kan jeg godt leve med.

Velkommen til The Whoman Journal. Et projekt, der har været længe undervejs, og endnu længere været min største drøm. I ved, den der lille nagende tanke, der rammer dig hver aften inden sengetid sammen med spørgsmålet: ”hvad ville der mon ske, hvis Supermand blev bidt af en vampyr?”

Det er svært for mig at introducere et sted, der i så mange år har ligget som en konstant idé bagerst i hovedet. Hvordan byder man velkommen til sit inderste sted? Jeg tror, jeg vil gøre det ved at byde dig velkommen til en platform, hvor du er i fokus. Dig som kulturinteresseret. Dig som karrierekvinde og skoelsker.

Dig som total blid modtager af noget, jeg lige har fortalt dig var min største drøm (you better be, or I am calling my mom).

Det er mit ønske at skabe en platform, der omfavner kunst, kultur og en intelligent dialog om mode. For som Leandra Medine engang sagde: ”an interest in fashion doesn’t minimize your intellect”. Men vigtigst af alt skal der også være plads til dialogen om kampe, successer og alt, hvad det indebærer at være kvinde; Store dilemmaer og skokøb.

Der i visse situationer kan falde under én og samme.

På The Whoman Journal kommer jeg til at introducere dig for interviews, features, editorials og meget andet. Få en lynhurtig introduktion til tracksuitets historie og en medfølgende ikke så lynhurtig snak om tracksuitets betydning i modelandskabet lige nu. Du kan få en introduktion til, hvordan man egentlig kommer i gang med det der kunst der, og så giver vi dig endnu en grund til, at du skal elske vintage med en editorial stylet udelukkende med brugen af dette.

Internet feminisme, baseball bat i keramik, vores bud på den nye tronarving for Céline.

Jeg glæder mig til at invitere jer indenfor til et sted, hvor I forhåbentlig kan få lidt af det, I søger. Om det så er nyheder, mode, fællesskab eller bare en forsikring om, at du ikke er den eneste, der både er på røven over, at Cynthia Nixon aka ”He’s not that into you” Miranda Hobbes næsten blev New Yorks nye guvernør og over Miu Mius Resort 2019 kollektion.

Velkommen.