Marokko

Om lysten til at stikke af før eventyret er begyndt

Mine notesbøger fra den første uge i februar er fyldt med marokkanske kagekrummer, tårer og udtværede sætninger om frygten for kulde, hylende hunde og råbende mænd i det fjerne.

 

I 2018 flyttede Katinka Bjørndal fra Frankrig til Marokko for at undervise analfabetiske kvinder i engelsk. Det lærte hende, at man nogle gange skal overleve syv magre år, før man kan få de syv fede.

 

For snart 12 måneder siden rejste jeg til Marokko for at prøve lykken som fransk- og engelskunderviser på en skole for analfabetiske kvinder. Fra den ene dag til den anden skulle jeg redde verden, være voksen og kaste om mig med adjektiver og adverbier på nye sprog, der bestemt også var fremmede for mig. Men hvad der længe havde været en teenagedrøm smuldrende hurtigt mellem fingrene på mig, da jeg efter en velkomstceremoni sad dødtræt og mutters alene i et fremmed land på en fremmed skole og forsøgte at varme et værelse med hullet tag en kold februar nat.

 

Der er langt fra drøm til virkelighed, når man pludselig befinder sig 19 kilometer fra Marrakesh uden WiFi eller data. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, da jeg tidligt om morgenen var taget afsted, men havde jeg haft muligheden, var jeg helt sikkert taget med det første og bedste charterfly tilbage til Danmark. Lagt et flot billede op på Instagram, forelsket mig i en hvid løgn og ringet til min kæreste.

 

Det kan hurtigt komme til at lyde forkælet, men jeg har aldrig været så bange i mit liv. Mine notesbøger fra den første uge i februar er fyldt med marokkanske kagekrummer, tårer og udtværede sætninger om frygten for kulde, hylende hunde og råbende mænd i det fjerne.

 

Jeg kan grine af det i dag. Krumme tæer over, at mine forældre og ikke mindst bedsteforældre lå søvnløse i flere nætter af frygt for, hvad der ikke kunne ske med en ung pige helt alene ude på landet. Og ikke mindst være lykkelig over, at jeg ikke havde muligheden for at købe en flybillet tilbage til min egen komfortzone. For hvis mine to måneder i Marokko og snart halvandet år i Frankrig har lært mig noget, så er det, at man skal overleve en god mundfuld tid, før man rigtig kan tage hul på det, man kalder livet.

 

Kan Faraos drømme om magre køer læses ind i en ung kvindes hverdag?

Fulgte du en smule med i religionstimerne i folkeskolen, er du formentlig stødt på fortællingen om Josefs tydninger af Faraos drømme om syv fede år, der fra den ene dag til den anden forvandles til syv magre med hungersnød og bange anelser. Min pointe og beskedne personlige erfaring fra Frankrig såvel som Marokko stikker lidt i den samme retning: Det er svært at sætte pris på at leve – at træffe et valg – før man ved, hvad det vil sige at overleve.

 

Jeg skal være den første til at stikke hånden i vejret i en rundspørge om, hvorvidt det ikke er svært at starte på efterskole, flytte fra sine forældre, bosætte sig i et nyt land eller rejse mod fjerne kyster. For det kan hurtigt føles som et slag i ansigtet og to i maven, når syv fede år med take away, Netflix- og fitnessabonnementer byttes ud med syv magre, hvor du knap nok kan huske, hvad det vil sige at tage et varmt bad med shampoo og balsam, og hvor du for længst har givet op på drømmen om at spise økologisk.

 

”Forvent, at det vil tage dig tre måneder at falde til. Tre måneder, hvor det bare handler om at overleve. Klarer du dem, klarer du også resten”. Sådan lød de opmuntrende ord fra min far, da jeg flyttede til Frankrig. I dag gør jeg mit bedste for at minde venner, veninder og bekendte om det samme.

 

Der er forskel på hundesvømning og crawl

For selvom der er langt fra hundesvømning til crawl, skal du nok lære sidstnævnte, hvis du bare plasker længe nok. Når det er sagt, er der én afgørende forskel på at flytte hjemmefra eller til fjerne kyster og så svømmelektioner. Du har som regel både forældre, svømmevinger og bælte med dig, når du begiver dig ud på vandet.

 

Det stik modsatte viser sig ofte at gøre sig gældende, når unge starter på efterskole, skifter gymnasium, flytter hjemmefra eller rejser til udlandet. Ensomheden og de mange bølger – opturen over at have købt en ny sofa for derefter at finde ud af, at der ikke er andet end røde tal på kontoen, er slående, første gang du står på egne ben. Særligt når telefonen og blinkende notifikationer fra mor, Instagram og glamourøse sladderblade byttes ud med kolde aftener, fordi du vil spare på elregningen, mens du streamer en film eller forsøger at overleve i en by eller land, hvor der er flere kilometer til nærmeste barndomsveninde.

 

Når du står med vand til langt op over halsen uden hverken mor eller svømmefødder, handler det om at overleve. At klare en dag ad gangen og glæde sig over, at det meste af døgnet kan soves væk, hvis alt går helt i sort. Jeg sov i gennemsnit 11-12 timer den første uge i Marokko. Jeg havde ikke andet at tage mig til efter lukketid. Eller rettere: jeg turde ikke ret meget andet, når pigerne først var taget hjem til deres familier. Da der var gået to-tre uger, begyndte det hele at virke en smule mindre farligt, og det blev pludselig lettere at finde på løsninger end gode undskyldninger.

 

Alt virker en smule mere skræmmende, når du spiller på udebane

Det er ikke uden grund, at der altid bliver peget fingre ad dem med hjemmebanefordelen. Det er nemlig en hel del lettere at leve livet med hujende fans omkring sig end dyttende biler og fremmede ord, der kastes om og ikke mindst efter dig på gaden.

 

Hvad end du flytter hjemmefra, starter et nyt studie eller tager på et halvt års jordomrejse, vil du formentlig opleve, at der vil blive vendt godt op og ned på den komfortzone, du kendte bedre end din egen bukselomme.

 

Er du ligeså gennemsnitlig som alle andre vil skredet formentlig føre til en periode fyldt med gode undskyldninger og hvide løgne, manglende selvtillid og tendens til medløberi. Fra en gennemsnitlig, forvirret, ung kvinde til en anden: Hold fast i den knugende følelse i maven og de mange spørgsmål om, hvem du egentlig er, og giv dig selv tid. 3 måneder. 7 år. You name it. For springer du over, hvor gærdet er lavest uden at mærke efter, kommer du lige så hurtigt tilbage til din komfortzone, som du forlod den – uden at have lært den mindste smule af situationens mange fejl og mangler.

 

Kæmper du med – og bestemt ikke mod – din frygt længe nok, vil du før eller siden opleve, at du rent faktisk godt ved, hvordan man holder styr på et budget, hænger et billede på væggen eller underviser analfabetiske marokkanere på en konstruktiv og initiativrig måde. Jeg lærte, at kvinderne omkring mig rent faktisk interesserede sig for at lære mere, at uddanne sig og drømme om meget mere end ægteskab, når de på kvindernes kampdag hev den ene fremtidsdrøm op af hatten efter den anden. Du lærer, at du faktisk kan gøre en forskel for andre – og ikke mindst dig selv – når græsset endelig føles en smule grønnere under dine (formentlig surt optjente) sneakers.

 

Og det er formentlig her, og først her, at du for alvor er i stand til at træffe en afgørende beslutning i det fremmede land, lejlighed eller studie, du befinder dig i. Hvor du kan mærke efter, om det er på tide, at du trækker stikket, eller om du i virkeligheden har fået smag for det potentiale, dine udfordringer og lange aftener alene har bragt med sig.

 

Men for at nå til de erkendelser – de gode mavefornemmelser og lækre sommerdage – er du desværre nødt til at give dig selv tiden og fornøjelsen af at overleve et par magre perioder, hvor det hele føles helt ad helvede til, og du pludselig savner din mors kedelige grønsagslasagne og håbløse statusopdateringer på Facebook.

(Visited 241 times, 4 visits today)
Kommentarer
  1. Hej Katinka
    Hvor er du sej, jeg håber du holder ud for der er stor lærdom i at være ude af sin comfortzone.
    Held og lykke med dit projekt.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *