“Ligemeget hvad man skaber, skal det komme fra en følelse af nødvendighed”

nye rejsende

I en blomstret sofa på Amager, sidder to kvinder med hver deres skabertrang. De mødtes over stringente ord, en monolog og et ordentlig røvhul af en mand.

 

“Jeg føler, at Sicilia er blevet en forlængelse af min stemme. Hun har givet den nye nuancer. Hun har inkarneret det, jeg har skrevet på en måde, jeg kun kunne drømme om. Og nu, hvor jeg sidder og skriver på noget nyt, kan jeg ikke lade være med at høre Sicilias stemme i det også. Vi er vist smeltet ret meget sammen i denne her proces”

 

I 2017 vandt Tine Høeg Bogforums Debutantpris for sin roman Nye Rejsende. En fortælling om begær, utroskab, at rejse både i ordets egentlige forstand samt i sig selv. Om at tage veje, man måske ikke burde og om ordentlig lange togrejser imellem København og Næstved. Been there, done that, did not love the t-shirt.

 

Nye Rejsende er ikke blot en god fortælling, men ligeledes et eksempel på et unikt og ekstremt interessant stilistisk valg, hvori ordene i sig selv er historien. The Whoman Journal satte sig sammen med forfatteren bag værket samt skuespilleren Sicilia Gadborg, der spillede solorollen i teateropsætningen af bogen, der for nyligt blev vist på Det Kongelige Teater.

 

“To gange om året afholder Det Kongelige Teater KGL Dansk, der er et ret nyt tiltag, hvor uprøvede dramatikere kan indsende deres ting. Et par måneder efter bogen udkom, sendte jeg 25 sider ind, fordi jeg havde en idé om, at der var noget scenisk eller dramatisk over teksten. Jeg blev valgt ud til en uges workshop, og efterfølgende besluttede teatret, at de ville sætte bogen op i efteråret som en monolog. Der blev planlagt tre forestillinger, men de blev udsolgt meget hurtigt. Så der blev opsat fire nye forestillinger også,” fortæller Tine Høeg, der sammen med skuespiller og instruktør Johan Sarauw satte stykket op på blot ti dage.

 

nye rejsende

 

Som et rigtigt umedgørligt lortebarn i momenter. Men det gik heldigvis hurtigt over, fordi der tilsyneladende ikke var andre, der mente, der var grund til panik

 

Holdet bag opsætningen af Nye Rejsende mødte ind på teateret mandag morgen, og havde premiere på stykket fredagen efter. Dette resulterede i en proces, der pressede både forfatter og skuespil, der normalt er vant til en del længere tid til at arbejde med deres kreative værker. Personligt tænker jeg, at en god fingerregel er, at man minimum har lige så lang tid til at opsætte et kæmpe stykke, der skal spilles på en af Danmarks største kunstneriske institutioner, som uåbnet mælk kan holde sig.

 

Men det er bare min personlige overbevisning. Hvilken er helt åbenlyst ukorrekt, eftersom holdet lykkedes med at opsætte Nye Rejsende på blot ti dage med efterfølgende flotte anmeldelser.

 

“Når man skaber en forestilling, har man gerne syv uger fra prøvestart til premieren. På de uger er der både tid til roligt at dykke ned i teksten og til at tage scener om for at finde det rigtige udtryk. I løbet af processen spidser det til med flere og flere komponenter, der kommer i spil. Lys, lyd, kostumer. Hele prøveforløbet på en forestilling er altid med høj energi og store op- og nedture, som man som grupper og individer skiftes til at tage.  Når man tager alle de ingredienser og propper dem ned i et forløb på ti dage, føles det som om, at bølgerne går endnu højere, fordi der ikke er nogen fleksibilitet tidsmæssigt til at tage lidt af presset! Og ligegyldigt hvor lang tid man bruger på at lave en forestilling, så er publikum stadig bare publikum, og skal ikke spises af med noget halvfærdigt. I den her proces var jeg klart den, der panikkede mest udadtil. Som et rigtigt umedgørligt lortebarn i momenter. Men det gik heldigvis hurtigt over, fordi der tilsyneladende ikke var andre, der mente, der var grund til panik. Og så lod jeg mig narre af deres rolige tricks.” siger Sicilia Gadborg, der med dette stykke for første gang afprøvede kræfter med en monolog.

 

Normalt, når jeg er med i en forestilling, søger jeg langsomt henimod, hvad jeg er for en karakter, blandt andet via de relationer jeg opbygger med de andre skuespillere og deres karakterer. Bare ved at lytte og reagere i rummet til prøverne, er der en masse at finde. Men det var naturligvis noget andet her. I en monolog skal man pludselig lære at spille bold op i mod alt muligt andet. Bruge lys, lyd, rum og i vores tilfælde; også publikum som sine medspillere. Det er ret fantastisk at opdage, hvor mange ressourcer der stadig er at bruge, selvom man står der. Tilsyneladende helt alene.” udtaler Sicilia Gadborg.

 

Nye Rejsende

 

Man er nødt til at erkende, at man laver noget, der bare ikke er særlig godt. Og man er nødt til at stille sig frem med det. 

 

Det er tydeligt, at de to kvinder har tre ting til fælles: 1. Deres trang til at skabe. 2. Deres kærlighed for og nørderi af ord. 3. Forbandet godt pandehår. Hvilket i disse tider er et sjældent syn. Og så er de begge to ret enige om, at hvis du vil skabe noget godt, så skal du blotte dig. Og elske arbejdet bag.

 

“Jeg tror, der er mange, der sidder og tvivler på, om det er godt nok, det de gør. Men på et eller andet tidspunkt er man nødt til at krydse den grænse og blotte sig. Det er ubehageligt. Det var det også for mig, første gang jeg skulle læse noget op. Det er ekstremt sårbart, og det er bare ikke særlig godt i starten! “Man er nødt til at erkende, at man raver rundt i begyndelsen og laver noget, der bare ikke er særlig godt. Og man er nødt til at vise det til nogen for at blive bedre”, fortæller Tine Høeg, da jeg spørger ind til hendes bedste råd til andre, der drømmer om at gøre det, hun selv har gjort.  

 

Hovedet skal sprænges, og så skal det møde verden. Det kommer til at få nogle hug, og så bliver det stærkere. 

 

“Man bliver nødt til at blotte sig, og tænke på det som en generøsitet, i stedet for: Hvem gider overhovedet høre mig og se på mig? Det er generøst at dele det, man har. Også selvom det er lidt dårligt lige nu eller ikke har nået sit fulde potentiale. Det kan det ikke, før det begynder at spejle sig op ad en virkelighed. Så længe man går med det for sig selv, så udvikler det sig ikke til mere end det. Hovedet skal sprænges, og så skal det møde verden. Det kommer til at få nogle hug, og så bliver det stærkere. Men det første skridt er at blotte sig. Man skal også huske at nyde at skabe. Man skal nyde at være i processen. Hvis du prøver at skabe noget, fordi du vil opnå noget, så tror jeg ikke på, at det holder i længden. Man skal nyde det. Ellers er der ingen idé i det! For så snart du bryder igennem, skal du tilbage igen for at arbejde,” udtaler Sicilia Gadborg. 

 

“Det er ikke kun en leg, det er også et fucking slid at være kunstner. Det kræver mange timer, og der er nederlag, og man skal samle sig selv op. Det er dét, man skal kunne lide: At sidde og rode rundt med teksten, at være i gang. I stedet for at tænke, at man gerne vil være én, der har udgivet fem bøger. Ligemeget hvad man skaber, skal det komme fra en følelse af nødvendighed, og man skal ville processen,” Tine Høeg.

 

Nye Rejsende

 

I en blomstret sofa på Amager, sider to kvinder foran mig. To kunstnere, der på hver deres måde tolker kreativitet og ord. Og udover venskab og blændende anmeldelser, så er der ligeledes en ting, Tine Høeg har taget med sig, som hun har lært om sit eget værk:  “Jeg er blevet bekræftet i, hvor kæmpe stor en idiot den mand er!”
(red. manden der her omtales, spiller overfor jeg’et i historien. Og vi kan her på redaktionen stemme i, at han er – rent faktisk – en kæmpe idiot).  

 

Stringente ord, hovedsprængninger, forpulede lortebarns reaktioner, kreativitet, venskab og power: Jeg er forelsket i både kvinder og bog, og kan derfor glæde mig ved, at forestillingen endnu en gang bliver sat op på Det Kongelige Teater, hvor Sicilia Gadborg igen skal portrættere det noget kaotiske jeg.

 

Det bliver den samme forestilling. Det kan godt være, der er nogle småting, der bliver ændret, nu når man har mulighed for at gå til det igen og forfine det. Men det skal være uden, der bliver gjort for meget. For det virkede! En del af charmen var, at stykket havde noget råt over sig. Blandingen af ordenes stringens og det kaos, der var ved at skulle gøre det på ti dage, var en god blanding.”

 

Stykket Nye Rejsende spiller på Det Kongelige Teater i januar 2020. 

 

(Visited 113 times, 18 visits today)

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *