Kunst for dummies

Værk af Klaus Thejll Jakobsen

 

Synes du også, at to halve køer i formaldehyd er lidt skørt? At renæssancekunstens malerier er top kedelige? Eller at ham Picasso var en weird dude med voldsomt mange rebranding perioder?

Worry no more. The Whoman Journal og Statens Museum for Kunst guider dig til, hvordan du finder rundt i kunsten, hvor du skal begynde og hvordan man egentlig går til kunsten som nybegynder.

For fire måneder siden sad jeg på en bænk i solen på Refshaleøen omgivet af ti af mine kollegaer samt en overflod af streetfood. Jeg valgte i dét øjeblik – for første gang nogensinde – at sætte ord på The Whoman Journal. Efter irritationen over, at jeg nu endnu en gang skulle vende samtalen over på mig selv, var forduftet, spurgte jeg dem, hvad de synes manglede i dialogen om kunst.

At der ikke bliver talt over hovedet på mig. 

Og en mission var skabt. Ønsket om at tale og lære om kunst på en mindre elitær måde samt uden frygten for at virke dum, ringede genkendeligt hos mig. Jeg begyndte derfor at skrive på den allerførste feature: Kunst for dummies, der overhovedet ikke er dummies.

Ursula Reuter Christiansen

“Børn er gode til bare at gå til kunsten. Jeg tror, man skal lære ret meget af dem. Børn tillader det sanselige: Denne gule streg giver mig lyst til at hoppe.”

Mit første møde med Eik var på en rundvisning ved Statens Museum for Kunst, hvor han ved et Ib Geertsen værk pludselig begyndte at danse. Det gjorde han for at forklare, hvad skulpturen fik ham til at føle. Siden da har den unge mand med den store ørering og den udtalte dialekt siddet fast i mig med tanken: Jeg vil gerne have, at Eik skal være min ven.

Denne følelse forsvandt ikke, da jeg en lørdag morgen mødte ham på Statens Museum for Kunst til en snak om, hvordan man går til kunsten, og hvordan vi burde tale om den.

“Tag en ven med på museum og lad det være meget åbent. Gå til værker uden at have et behov for, at du skal kende kunstneren, kunsthistorien eller have en dybere forståelse for værket. I stedet skal du bare øve dig i at tale om kunsten. Vi lever i en tid, hvor vi har de her smarte telefoner, så vi er vant til, at information kommer ind og ud meget hurtigt. Det synes jeg også er en god idé at bruge, når man er på et museum: Tag din telefon frem og Google en kunstner, du synes er interessant. Måske finder du andre kunstnere, der minder om, eller som har inspireret denne kunstner.”

Ib Geertsen

Eik taler, mens vi går gennem gangene på SMK. Jeg er nervøs for, at hans armbevægelser og intensiteten han taler med, kunne ende med at skade værkerne. Samtidig er jeg tiltrukket af hvert eneste ord, han siger:

“Jeg kan godt forstå, hvis man har en lille interesse for kunst, så kan det virke svært at finde ud af, hvordan man skal gå til det. Hvordan starter man overhovedet? Jeg studerede dans og visuel kunst på University of Brighton. Det var en meget akademisk kunstuddannelse, og jeg oplevede tit, at mine medelevers værker var meget mere interessante i tekstformat end det faktiske værk. Det var oplevelsen af, at man kunne snakke værket op og tale om alle de interessante koncepter, men når man så kom til værket, så var der ikke noget forhold mellem det, man læste om, og så det man så. Sådan tror jeg tit, man kan have det, hvis man går til et konceptuelt værk, hvor det handler meget om processen og nogle meget specifikke tidspunkter i kunsthistorien. Når man så kommer til det “kedelige” værk, så transporterer det ikke én hen til alle de steder, som teksten gjorde.”

_MG_0513
_MG_0513
_MG_1753 1
_MG_1753 1

“Jeg synes dette værk er grimt. Og det kan jeg godt lide.”

Eik bringer mig ind i et blåt lokale, hvor jeg mødes af et kæmpe værk fra slutningen af 1500-tallet. “Titaners fald” fortæller han mig med store øjne. Jeg finder senere ud af, at dette er hans favorit maleri. Foran en overflad af nøgne mænd, der falder mod jorden, spørger jeg Eik, om det er OK bare at synes, at noget er pænt.

For første gang på turen trækker han på det.

“Det er… OK. Jeg går meget op i, at et kunstværk kan forklares. Og hvis det ikke kan forklares, så kan det opleves. Der findes ikke nødvendigvis et svar på, hvad kunstneren mener med det her, måske skal man bare nogle gange give op på at finde ud af, hvad kunstnere mener! Og så skal man bare øve sig i at sætte adjektiver på et værk: Jeg synes dette værk er smukt. Jeg synes dette værk er grimt, og det kan jeg godt lide.”

Eik og jeg bliver enige om, at de fleste trods alt kan følge med på de klassiske malerier. Vi kan se kunstnerens hårde arbejde i hvert enkelt penselstrøg, der er en historie i malerierne. En skønhed.

Men hvad sker der så, når æstetikken bliver smidt ud af vinduet?

Kirsten Justesen

Foran en havestol i plastik taler Eik og jeg om konceptkunst. Det er den der kunst, hvor din indre stemme siger: Det kunne jeg sgu da også have lavet.

“Konceptkunsten har jeg selv nogle gange problemer med at forstå. Men det skaber stadig nogle meget interessante diskussioner. Det er nok disse værker, der er de mest besværlige at gå til. Man har det mest bastante og almindelige objekt på et museum, som man så skal have en oplevelse fra. Det kan være ret svært at tage hul på. For mig handler konceptkunsten om at bryde systemer og forventninger om, hvad kunst er, og hvad den skal være. Den handler på en måde om at bryde den elitære kunstverden ned, men den er så samtidig blevet en stor del af selv samme elitære verden. Med alle de her kunstnørder, der går rundt og siger dybe, tunge ting, som man skal forsøge at følge med i.

Så jeg tænker, at hvis man vil begynde at gå til kunsten, så skal man måske starte et andet sted. Men man skal stadig tillade sig selv at stille sig foran det, og sætte spørgsmålstegn ved det!”

Vi går videre fra værket med stolen – hvilket jeg tænker siger et eller andet om samfundet, som jeg stadig ikke har forstået – og da vi træder forbi et af mine personlige yndlingsværker, Kvinde i chemise af André Derain, spørger jeg Eik: Hvordan finder man egentlig frem til, hvad man godt kan lide?

Det handler om at være nysgerrig, fortæller han. Og så handler det om at acceptere, at hvad man kan lide skifter hele tiden.

“Selvom du støder på et kunstværk, som du ikke kan lide, så skal du blive ved med at kigge, til du enten har det OK med, at du ikke kan lide værket, eller du forelsker dig i det. Du skal opsøge kunsten, gå på museum, gå til udstillinger. Og hvis du finder et værk, som du godt kan lide, men ikke forstår hvorfor, så er det fint!”

 

Jeg udnytter tiden med Eik til at få opfyldt mit eget personlig behov for at høre ham tale passioneret om kunsten. Danh Vo, de franske malere i starten af 1900-tallet, skulpturer og abstrakt kunst – vi gennemgår det hele, inden vi skilles, og jeg akavet rækker hånden ud efter ham, da han er gået og hvisker: Please don’t go.

 

Billeder taget eksklusivt til The Whoman Journal

(Visited 232 times, 1 visits today)

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *