Internet-ensomhed: Det er ikke cool at være ensom. I hvert fald ikke på Instagram.

“Det er en slags farvel fællesskab/hej ensomhed double whammy”

 

Art director og internet native, Marie My, skriver i denne artikel for The Whoman Journal om millenials, stigmatisering, ensomhed og views på Instagram.

 

 

I efteråret tilbød jeg Sille at hjælpe med en artikel om, hvorfor billeder af flere smarte influenter på samme billede er blevet et hit på Instagram samt på streetstyle scenen. Jeg sad sene aftener og skrev lange, snørklede tankestrømme, som jeg sendte til Sille. En af disse tankestrømme handlede om ensomhed. En følelse jeg af en eller anden årsag forbinder med disse billeder af smarte folk i flok. En følelse jeg generelt forbinder rigtig meget med Instagram i sig selv.

 

Derudover er det en følelse, jeg selv har brugt årevis på at finde ud af, hvordan jeg håndterer. Og som er blevet forstærket af Instagram.

 

 

Tydeligvis er jeg ikke alene om at være alene.

 

 

Mens jeg skrev med Sille om dette, læste jeg rapporter fra WGSN om min egen generation – de noget så omtalte millenials – og faldt over én med titlen Finding Solutions to Millenial Loneliness. Bingo! Tydeligvis er jeg ikke alene om at være alene. Eller i hvert fald ikke alene om at føle mig ensom, hvilket selvfølgelig ikke nødvendigvis er det samme som at være alene. Ifølge UK Mental Health Foundation føler mere end 48% af befolkningen, at de bliver mere ensomme og eftersigende skulle millenials – os født mellem 1982 og 2000 – være den historisk mest ensomme generation.

 

En af de ting, der i høj grad har været med til at gøre os ensomme, er rollen internettet har spillet i vores liv fra en forholdsvis ung alder. Selv om jeg selv har fundet gode venner udelukkende grundet af internettet samt Instagram, har det også altid været kilde til en følelse af ensomhed. En ensomhed, som for mig og for mange andre også, er induceret af sammenligning og status. Med status menes der her social kapital; at have gode venner og et stort socialt netværk. Dette skaber status, eftersom det bekræfter, at du er en top fed person at være venner med. Og ergo noget værd

 

Hvad angår sammenligning præsenteres her et lidt mere jordnært eksempel, end det at se smarte influenter i grupper på Instagram: I efteråret har jeg været i praktik og boet i Göteborg. Det betød, at jeg var væk fra min sædvanlige vennegruppe hjemme i København. En aften fik jeg en snap fra en af mine gode venner. Hende og en håndfuld andre venner var til Harry Potter-quiz i Absalon. Udover at det naturligvis er dejligt, at hun
tænker på mig i den situation, var den snap en instant ensomhedstrigger. Jeg sad der alene i Göteborg uden specielt mange venner at hænge ud med. Det at jeg på hvilket som helst tidspunkt kan blive gjort opmærksom på andres fællesaktiviteter – aktiviteter, der ikke inkluderer mig – er langtfra en super dejlig følelse.

 

I WGSN’s rapport udtaler Eve Critchley, Head of Digital hos organisationen Mind: “The sudden access we have to virtually every movement of everyone through social media is creatinga pervasive sense of FOMO, that in turn perpetuates loneliness.”

 

 

Det er ikke cool at være ensom. I hvert fald ikke på Instagram.

 

 

En anden faktor, der ligeledes spiller en rolle i den teknologi inducerede ensomhedsfølelse, er noget, de fleste har oplevet: At du nemt kommer til at bytte egentlig fysisk tilstedeværelse og nærvær ud med din smartphone. Jeg tillader mig at citere mig selv fra en af de mails, jeg sendte til Sille:

 

En af de ting, der kendetegner menneskeracen, er vores behov for fællesskab for at kunne overleve. Efter smartphonen og de sociale medier er kommet frem, er vi begyndt at trække os mere fra fysiske fællesskaber for i stedet at sidde med vores telefon i hånden. Samtidigt higer vi efter følelsen af et fællesskab. At være en del af en gruppe er en god ting, fordi fællesskab er et grundlæggende behov hos os.”

 

At de sociale medier har givet alle en mulighed for at være et personligt brand, har flyttet fokus fra at være en vellidt og nærværende person IRL til ønsket om at fremstå som en vellidt person online. Du kan være til stede i et selskab fysisk, men samtidigt kun være nærværende online, hvor du forsøger at vise internet-omverdenen, hvor social du egentlig er.  Det er en slags ”farvel fællesskab/hej ensomhed” double whammy, hvor den, der laver stories fra et smart selskab, umiddelbart ikke tager del i det. Man skal jo også lige tjekke, hvor mange views man får, og hvem der ser med. Samtidig har den, der sidder alene hjemme på sofaen og ser stories fra selskabet, FOMO over ikke selv at være en del af det fællesskab, der vises igennem Instagram.

 

 

Løsningen med at droppe sociale medier ville sandsynligvis være ret så virksom: Men det er nok næppe én, min generation kommer til at vælge.

 

 

Det er en pudsig ting det med at skulle brande sig som et socialt menneske. For betyder det, at man er det? Umiddelbart har jeg en forestilling om det modsatte. Men det er smart at se social ud. Men det er smart at se social ud. At flashe, at man egentlig ikke hænger super meget ud med folk, fester eller har en masse nice venner er et absolut no-go. Det er ikke cool at være ensom. I hvert fald ikke på Instagram. Dette er til trods for, min generation er den mest ensomme nogensinde. Nu hvor selv-branding er blevet en ting, næsten alle gør, gælder det om at maxe ud på alle parametre. Også selvom det betyder, at vi bliver mere ensomme, ængstelige eller usikre på os selv.

 

Det ser nice ud på Instagram, og dét er det vigtigste.

 

Der hvor jeg vil hen med hele den her ensomhedssmøre og bashing af Instagram, er egentlig ikke et budskab om at smide sociale medier på porten. Heller ikke selvom det er bevist, at de forstærker de ubehageligheder, der er ved at være ung og menneske. Løsningen med at droppe sociale medier ville sandsynligvis være ret så virksom: Men det er nok næppe én, min generation kommer til at vælge.

 

 

Hvorfor skulle noget så almindeligt være stigmatiseret?

 

 

Måske er denne smøre en opfordring til at snakke om al den ensomhed, ængstelighed og usikkerhed. For hvis vi kan snakke med hinanden om ensomheden, der trigges af dit eller usikkerheden, der trigges af dat. Samt dele oplevelserne med venner – eller med fremmede på instagram for den sags skyld – er det så egentlig overhovedet skamfuldt at være ensom eller usikker?

 

Jeg tror ikke den her instant internet deling af sociale begivenheder på Instagram stories stopper indenfor den nærmeste fremtid. Når mine venner hænger ud uden mig, får jeg nok stadig en snap i ny og næ, som får mig til at føle mig ensom. Så lad mig komme med et lille budskab her til sidst, som måske bare er svaret på det hele, nu hvor sociale medier har invaderet vores liv.

 

Det er ikke forkert at være ensom. Det er helt okay. Og du er ikke alene.

(Visited 316 times, 1 visits today)

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *