Ingen gider se på en kvinde, der er doven og uambitiøs – især ikke på tv

Christina Lagoni
Christina Lagoni

Writer

This lady skriver om emner som populærkultur, feminisme, sociale medier og teknologi

Når kvinder er uperfekte på tv, skal de helst have noget, der vejer op for deres fejl. Heldigvis er der flere og flere eksempler på kvinder, der er bedøvende ligeglade

Når kvinder er uperfekte på tv, skal de helst have noget, der vejer op for deres fejl. Heldigvis er der flere og flere eksempler på kvinder, der er bedøvende ligeglade med at fremstå som hende, der altid har styr på det hele.

Den første tv-komedieserie med en kvindelig hovedrolleindehaver, som ikke var gift og havde en selvstændig karriere, var amerikanske The Mary Tyler Moore Show i 1970. En serie, der for første gang viste en stærk, selvstændig kvinde, der ikke behøvede at støtte sig op ad en mand. En serie, der blandt andet har inspireret Tina Feys Emmyvindende komedieserie 30 Rock. Hvis du i øvrigt ikke allerede har set 30 Rock, vil jeg foreslå, at du går i gang med det samme. Siden har vi set masser af stærke, selvstændige, kvindelige figurer på tv.

Gudskelov for det! Men har du nogensinde tænkt over, at når en serie eller film har en kvinde i hovedrollen, er hun oftest en stærk kvinde – med tryk på ordet ”stærk”, når du siger det. Hun har muligvis fejl, men hun har styr på sit shit, og hvis hun ikke har det, så får hun det. Tænk for eksempel på Rachel fra Friends, rom-coms som Legally Blonde og Clueless, SATC-kvinderne – og vi har også masser af dem i danskproduceret indhold: Anna Pihl, Sarah Lund, Ingrid Dahl, Nynne, Lykke, Rita og Saga Norén.

Vi hylder dem for deres selvstændighed og deres beslutsomhed, men med for eksempel tv-serien Girls bliver der tegnet et andet billede. HBO-serien skrevet af Lena Dunham følger fire veninder i midt-tyverne, som aldrig rigtig lader til at bryde sig om hinanden. De er både ynkelige, neurotiske, narcissistiske og uretfærdige. Det er ikke altid et kønt syn, og Hannah især er meget svær at holde af. Hendes selvmedlidenhed og manglende indsigt i andre menneskers liv irriterer mig, selvom denne adfærd ikke er meget forskellig fra andre karakterer på tv, som jeg elsker. Hank Moody kunne være et godt eksempel.

The Independent døbte denne kvinde for ‘The Woman-Child’ tilbage i 2012 og både Huffington Post og The Telegraph har siden taget emnet op. Kvindebarnets pendant ’the man-child’ er almen kendt, fordi vi ofte ser ham på film og kender ham fra vores hverdag. Det er fyren, der aldrig har lært at koge et æg, ikke kan finde ud af at vaske sit tøj og drikker sig i hegnet hver weekend, langt efter teenageårene er overstået. Han bliver hyldet i comedy, og han bliver i populærkulturen skildret som elskelig på trods af få elskværdige karaktertræk. American Pie, Entourage, Californication, Stepbrothers, Delivery Man, Knocked-up, Pineapple Express, Old School og Hangover-filmene er nogle eksempler på film eller serier, der har fokus på drengerøvene, der aldrig bliver voksne.

Dette er ikke en kritik af disse film, eller af de søde, men lidt barnlige mænd. Men forestil dig, at nogle af disse film og serier havde haft kvindelige hovedroller. Nej vel? For det er usexet, når en kvinde ikke kan lave mad, mister sit job og ligger på sofaen. Det er der ikke nogen, der gider at se på. Det er ynkeligt og trist. Alt andet end sjovt.

Anna Kendrick, der blandt andet er kendt for Twillight-filmene og en virkelig morsom Twitter-profil, forklarer forskellen på et man-child og woman-child således: “If you’re a female, then you should have your shit together and you should be figuring it out. With men it’s just like, ‘Oh, you know, he’s just still a frat boy at heart, and it’s no big deal.’”

En forklaring på dette er konceptet ’the male gaze’, som handler om, at kvinder bliver beskuet fra den heteroseksuelles mand perspektiv, og altså derfor også skal være attraktiv set fra den vinkel. Det samme perspektiv, som har affødt en anden berygtet kvinderolle, ’manic pixie dream girl’, som bestemt ikke skal forveksles med kvindebarnet. For selvom kvindebarnet og MPDG begge har noget quirky over sig, er MPDGs eneste rolle at hjælpe den mandlige hovedrolle i hans selvudvikling uden selv at have dybde i sin karakter. Tænk på Helena Bonham Carter i Fight Club eller Mila Kunis i Forgetting Sarah Marshall.

Derfor er tv-serier som Girls, Better Things, Insecure og Orange Is The New Black vigtige. De giver os fortællinger, der på hver deres måde omfavner det at være kvinde. De har først og fremmest dybde, og de berører emner som mentalt helbred, ensomhed og race. Det er ikke som sådan fordi, jeg ikke kender til andre kvinder, der ikke har styr på deres shit – og heldigvis møder jeg også oftere artikler og blogindlæg om kvinder, der tumler med livet i alle afskygninger uden at være bange for at stå ved det.

Jeg må dog stadig indrømme, at jeg selv har været tilbøjelig til at stræbe efter at være den stærke og den selvstændige. Med tryk på ordet ”stærk”. Jeg vil gerne kunne klare det hele på den halve tid, og jeg vil helst gerne kende mig selv og aldrig blive overrasket over, hvordan jeg reagerer, når jeg er trængt op i en krog. Det er bare ikke ubetinget den, jeg er. Og det er sikkert heller ikke ubetinget den, du er.

Det er okay, at du som Hannah i Girls eller Issa i Insecure bliver formet hen ad vejen af de oplevelser og mennesker, du møder. Det er også okay at være doven og uambitiøs en gang i mellem, eller bare ikke altid have styr på, hvor du er på vej hen. Det har jeg lært af at se Issa, Hannah, Liz Lemon og alle de andre på skærmen.

Illustration af Nicolai Bruun for The Whoman Journal

(Visited 462 times, 1 visits today)

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *