Hello my name is: bad ass karrierekvinde

Hvad hvis vi krøllede karriereplanen sammen?

“Det er fedt at erkende, at der er ting, man er rigtig god til, og så acceptere, at man måske ikke er så god til at bage kage. Who cares? Så køber jeg kagen.”

En eftermiddag for noget tid siden sendte jeg følgende Facebook-besked til min netværksgruppe: “Er der en af jer, der kan sætte mig i kontakt med en ægte bad ass karrierekvinde?” Jeg er ikke sikker på, at det var nøjagtig sådan, formidlingen lød – jeg er ikke engang sikker på, hvad jeg mente med bad ass karrierekvinde – men for historiens skyld vælger jeg at skære pointen ned til ovenstående sætning.

For jeg sad med drømmen om at starte The Whoman Journal samt med spørgsmålet om, hvordan jeg dog skal navigere på denne forvirrende sti, der er karrierelivet for en ung kvinde. Så hvorfor ikke slå de to ting sammen og skabe et rum, hvori førnævnte bad ass karrierekvinder kan åbne godteposen med råd og drysse dem ud over os (i.e mig)?

Spørgsmålet var blot: hvem skulle være den første? The one to start all others.

Svaret kom pakket ind i Aalunds PR barometer for 2018. “Den årlige undersøgelse går i dybden med danske journalisters opfattelse og bedømmelse af de største virksomheders forhold til de danske medier,” skrives der af Kommunikationsforum. Kort – og yderst ikke velformuleret – sagt, så viser PR barometeret, hvor glade danske journalister er for at arbejde med diverse PR afdelinger i forskellige virksomheder.

Øverst på listen stod Mariam Skovfoged, pressechef for SAS. Also known as ægte bad ass karrierekvinde. Target acquired.

Mariam er uddannet journalist, hun har igennem sin karriere rundet DR, TV2, miljøstyrelsen og nu Skandinaviens største flyselskab. Da jeg støvede min diktafon fra journaliststudiet af, var det med rystende hænder. Støvet af blev den dog, for i min yderst egoistiske jagt på at finde en harmoni i karrierelivet vidste jeg, at Mariam var den helt rigtige at tale med. Så det gjorde jeg. 

 

mariam skovfoged

 

Du er uddannet journalist, men sidder nu i anden type stilling. Vidste du, at det var dette, du skulle?
“Da jeg sad på journalistuddannelsen, var det meget de klassiske nyhedsmedier, der var attraktive. Jeg ville helst lave TV, og var så heldig, at jeg kom i praktik på TV2 nyhederne. Her var jeg i halvandet år, derefter et lille år på TV2 Lorry i et vikariat. Senere DR, hvor jeg både var på Christiansborg, krimiredaktionen og var live-reporter. På et tidspunkt fik jeg en følelse af, at jeg ville prøve noget andet. Jeg ville gerne lave noget, hvor jeg blev klogere på et andet fagområde og se journalistikken fra en anden vinkel. Noget helt andet, hvor jeg ikke nødvendigvis skulle ændre noget, men lære noget om et emne. Arbejde med det politiske på en anden måde end jeg gjorde på Christiansborg. Så var der en stilling i Miljøstyrelsen, og jeg tænkte: ”Det lyder spændende. Det gør jeg lige” og så gik der ikke så lang tid, før jeg kom over i departementet, hvor man sad tæt på ministeren og departementschefen.”

Mariams noget laissez-faire tilgang til at skifte karrieremæssigt spor virker måske i sig selv ikke som en stor beslutning. Som fellow journaliststuderende kunne jeg dog mærke de nervøse træk i mit højre øje, da vi talte om ovenstående skift. For jeg kan skrive under på, at de klassiske nyhedsmedier stadig er attraktive i branchen. Et skift til at arbejde med kommunikation og PR kan for traditionelle journalister sammenlignes med at mikse Vetements og Balenciaga i ét og samme look. Det gør man bare ikke.

Jeg gjorde det selv – dog med langt større angst i hjertet og usikkerhed i stemmen end Mariam. Og det virker til, at det er en generel ting ved hende: Hun ved, hvad hun vil.

“Folk syntes, det var lidt mærkeligt. Dengang var der ikke så mange, der lavede springet imellem journalistik og kommunikation. Men jeg tænkte, at det kunne være sjovt at skifte, selvom jeg til at starte med ikke turde lave springet direkte til departementet. På en eller anden måde var det stadig for vildt at arbejde direkte for en minister! Men det blev jeg hurtigt klar på.”

 

Hvad gav skiftet dig, som det at lave TV ikke havde?
“En mere rådgivende rolle. Jeg havde været på TV, jeg havde lært rigtig meget. Jeg ved, hvordan en journalist tænker – det kunne være interessant at bruge den viden på den anden side. Eksempelvis når vi skulle lave materiale til ministeren, og der så kom en embedsmandsudtalelse på 40 linjer, og lix tallet var så højt, at folk ville blive helt tabt, der kunne jeg sige: Det her er der jo ikke nogle, der forstår! Jeg var her i seks år i forskellige roller, og så tænkte jeg, at jeg nok skulle til at prøve noget andet.”

Mariam nåede at være i Miljøstyrelsen og senere hen i departementet som pressesekretær for ministeren i seks år. Så ramte den uundgåelige fornemmelse af at skulle noget andet igen. På daværende tidspunkt var hun på barsel med sin yngste datter. 

“Jeg stod med min yngste datter på armen – hun var ni måneder – og så ringede telefonen. Det var en headhunter, der ringede om stillingen ved SAS. Jeg kan tydeligt huske samtalen, for jeg havde Elle på armen og hun pludrede midt i det hele. Headhunteren grinte og sagde, at hun havde hørt, jeg var på barsel. Det lettede resten af samtalen. De havde hørt om mig fra andre, og så begyndte hun at tale videre om stillingen. Så kan jeg huske, at jeg afbrød hende: Prøv lige at gå tilbage. Er det SAS, vi taler om? Flyselskabet SAS? For jeg stod et helt andet sted, jeg havde Elle, der pludrede på min arm. Men fra det opkald, der ville jeg det bare gerne. Jeg ville have det job.”

 

“Nogle gange er det bedre at krølle karriereplanen sammen og så se, hvad der kommer.”

 

Som jeg sidder overfor Mariam på den lille Vesterbroske café, kan jeg mærke, at vores personlighed på mange måder adskiller sig fra hinanden. Det frustrerer mig mægtigt. Udsigten til at skulle smide mine planer overbords og tage chancer som dem, Mariam har taget, får kaffekoppen til at ryste i hånden på mig.

Og jeg kan ikke undgå at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt jeg mon spænder ben for mig selv?

“Jeg vidste ikke, at jeg var interesseret i den stilling hos SAS, før jeg fik opkaldet. Det var ikke det, jeg regnede med. Det var der ingen, der gjorde. Man kan sidde i start 20’erne og lave karriereplan: Hvor vil jeg gerne hen? Det ved jeg godt, der er mange, der synes er en god idé at skrive ned, men hvis man ser på min karriere indtil nu, så er der ingen af de steder, hvor jeg er endt, jeg havde regnet med.

 

Skal vi så bare lade være med at lave karriereplaner?
“Ja. Jeg tror, man skal passe på med at hænge fast i planer. For ting bliver bare ikke, som man regner med. Det er vigtigt, at man har nogle mål, men også en erkendelse af, at det ikke er sikkert, at det lige bliver det, man regner med.
Det er vigtigt, at man passer på med at skrive alt for meget ned og tænke, at det er sådan og sådan, jeg skal. Nogle gange er det bedre at krølle planen sammen og så se, hvad der kommer. Jeg siger ikke, man skal læne sig tilbage og vente på, at tingene kommer, for det gør de ikke, men man skal åbne øjnene for det, der kan komme.”

 

Har du altid haft et højt ambitionsniveau?
“Ja. Det er fedt at finde ud af, at man begynder på noget, og så er man faktisk rigtig god til det, og at man samtidig kan lære en masse nyt og blive dygtigere. Jeg arbejder sammen med virkelig dygtige folk, som jeg lærer af hele tiden. Det er fedt at erkende, at der er ting, man er rigtig god til, og så acceptere, at man måske ikke er så god til at bage en kage. Who cares? Så køber jeg kagen.”

 

mariam skovfoged

 

“Gider jeg at bruge tid på at lære det her, som jeg ikke kan og egentlig ikke synes er vigtigt? Kagebagning eksempelvis”

 

 

Det har altid været svært for mig ikke at kunne nå det hele. Jeg vil meget gerne have den perfekte karriere, den velholdte lejlighed, venskaber hvor vi kan diskutere kultur og filosofi, den perfekte yogakrop, tid til selvrealisering og allerhelst også tid til en lur. Det er bare som om, at det sjældent går op i en højere enhed. Jeg spørger Mariam, om det hele kan lade sig gøre, eller om man er nødt til at prioritere. 

“Altid prioritere. Da jeg fik jobbet hos SAS, ringede jeg rundt til nogle af mine nærmeste, og sagde: Prøv at hør, jeg kommer til at arbejde og rejse rigtig meget, og det er ikke, fordi jeg har glemt dig, men jeg bliver nødt til lige at prioritere det her og ungerne nu.
Nu kan jeg mærke, at der er begyndt at komme mere luft, da jeg har siddet i jobbet i noget tid, og den yngste fx lige har smidt bleen. Nu kan jeg mærke, at jeg er begyndt at få mere overskud. Hvis jeg skulle have et super krævende job, to små børn, samtidig med at skulle træne helt vildt, se alle mine veninder og forsøge at lave sunde gourmetmåltider– det havde ikke gået.”

 

Har din karriere ledt til ændringer i din personlighed og dine værdier?
“Jeg er blevet mere bevidst om, hvem jeg er. Jeg er nået til et sted, og det ved jeg ikke om er aldersbestemt, men hvor jeg ved, hvad jeg kan og hvad jeg vil. Jeg accepterer også mere ting, som jeg ikke kan og griner lidt af det. Eller måske vigtigere så stiller jeg mig selv spørgsmålet: gider jeg at bruge tid på at lære det her, som jeg ikke kan og egentlig ikke synes er vigtigt? Kagebagning eksempelvis.


Næ, det gider jeg faktisk ikke.”

 

Har der været karaktertræk, du har været nødt til at pakke væk?
“Jeg tror, det var sundt at komme over i et ministeriet og få en tilbagetrukken rolle. Ydmyghed er ekstremt vigtigt. Selvom, at man er dygtig til det man laver, så handler det også om at blive ved med at gøre sig umage og forsøge at blive bedre. Men også nyde og værdsætte det, man har. Man ved jo aldrig, hvad der sker.”

Under påskuddet om, at det er til featuren, slutter jeg samtalen af med at spørge Mariam ind til et par råd. Hendes professionelle og private råd til kvinder som mig selv, der til tider griber rastløst ud i luften efter svar på de mange spørgsmål. De bliver nu delt her, men ellers har de stået på første side i min notesbog siden interviewet.

“Du skal tro på dig selv. Gør dig umage og vær flittig. Men det handler ikke kun om karakterer og præstationer. Det handler om personligheden og iveren for det, man laver.
Og så skal man ikke sidde og vente på, at tingene sker. Tag affære og accepter, at alting ikke går efter en lige snor. Det er ikke alle, der synes, man er fantastisk. Sådan er det bare! Det er så ærgerlig at sidde der og følge en karriereplan og så få et stort nederlag. Et andet råd ville være at være omgivet af gode mennesker. Gode mennesker, der vil dig det godt. Man skal lade være med at konkurrere med de mennesker, man omgiver sig med.”

 

Jeg slukker diktafonen med mindre rystende hænder. Som jeg går hjem fra Vesterbro, skriver jeg endnu en besked til min netværksgruppe: jeg kan sætte jer i kontakt med en bad ass karrierekvinde, hvis det er.

 

Portrætter skudt af Rikke Westesen for The Whoman Journal

(Visited 789 times, 1 visits today)

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *