Femaleinvest

Her er de bedste tips til at komme i gang med at investere

Christina Lagoni
Christina Lagoni

Writer

This lady skriver om emner som populærkultur, feminisme, sociale medier og teknologi

The Whoman Journal giver dig hermed et nytårsfortsæt, der hverken inkluderer kål eller et medlemskab hos Fitness World. I stedet giver vi dig de bedste nybegyndertips, hvis du vil i gang med at investere dine surt optjente sparepenge.

 

Emma Bitz er medstifter af investeringsorganisationen Female Invest, der søger at klæde kvinder bedre på til at investere deres penge. Hun er den helt rette til at tage dig kærligt ved hånden og aflive nogle af de myter, der afholder dig fra at træde ind på markedet. De første myter, er, at du i forvejen skal have en stor formue, før det kan betale sig at investere. Samt at det er meget tidskrævende. Så tøm blot sparegrisen, og læs videre: Det behøver hverken være dyrt eller langsommeligt.

 

Da Emma Bitz gik på universitetet, stiftede hun sammen med sin medstuderende Anna-Sophie Hartvigsen Female Invest. Igennem events og talks vil de sørge for videndeling i forbindelse med investering imellem deres medlemmer og skabe et marked, hvor kvinder er bedre repræsenteret. I dag er Emma iværksætter, og hun har blandt andet stiftet Casefair.dk, der er en digital platform for case-baseret rekruttering. Hun har ligeledes skrevet en håndbog om investering for begyndere.

 

Hvad er Female Invest?

”Female Invest har to formål: at bygge bro mellem kvinder og den finansielle sektor. Dette kommer på baggrund af, at jeg efter 3 år i branchen stadigvæk var ene kvinde i mine teams. Derudover vil vi introducere kvinder til investeringsverdenen og klæde dem på til at blive bedre investorer. Det var på universitetet, jeg mødte en, der delte samme interesse som mig. Det blev startskuddet til Female Invest. Vi ville skabe et forum, hvor der er plads til alle. Et sted, der tager investering ned på et niveau, hvor alle kan være med. Der findes tre grundlæggende myter, som afholder mange, især kvinder, fra at komme i gang med at investere: Du skal have en stor formue. Du skal være ekspert. Det er meget tidskrævende.”

 

 

Giv dine tre bedste råd til, hvordan man kommer i gang med at investere, hvis man er helt grøn.

”Hvis du gerne vil i gang med at investere, er det vigtigt, du taler højt om det og er nysgerrig. Ellers kommer du aldrig i gang! Det er en rigtig god idé at deltage i workshops og events fx med Female Invest. Her kan du blive klædt på med en væsentlig portion motivation og basale værktøjer. Samt møde andre ligesindede med samme interesse. Efterfølgende kan det være en god idé at finde en sparringspartner, som du kan dele dine tanker og erfaringer med.”

 

 

Investere

 

“Denne iboende tilbageholdenhed er dog samtidig vores største styrke, da den gør os til rigtig gode investorer.”

 

Hvis man gerne vil følge med i aktiemarkedet, hvor skal man så kigge hen?

”Hvis du gerne vil følge med i markedet, er et godt sted at starte den handelsplatform, du bruger til at købe dine aktier, obligationer eller investeringsforeninger igennem. En handelsplatform er en slags distributør mellem dig og børsen. Du handler ikke direkte på børsen, ligesom du ikke handler mælk hos Arla, men i stedet hos Føtex. Der findes flere handelsplatforme – mange bruger den, som ens bank udbyder. Her kan du finde markedsinformationer, kurser, årsrapporter osv. Du kan også følge med i markedet i nyhederne og aviserne. Når du finder information gennem medierne, skal du dog huske på, at du langt fra er den første eller eneste, som informationen rammer. Du skal derfor være påpasselig, da en god eller dårlig nyhed hurtigt afspejles i markedet.”

 

Ifølge Emma Bitz er det kun en tredjedel af danske kvinder, der investerer deres penge. Det betyder, at ud af de 319 milliarder kroner danskerne samlet investerer i aktier, ejer mænd hele 68 procent. Det er til trods for, at erhvervsfrekvensen for danske kvinder er den højeste i verden, og over 60 procent af kandidaterne fra videregående uddannelser er kvinder. Dette kan betyde, at kvinder går glip af potentielle økonomiske afkast.

 

Klar-parat-invester

 

Hvorfor er det vigtigt at få kvinder til at investere?

”Investeringsverdenen er forholdsvis kønsopdelt, og hvert år går kvinder glip af et potentielt afkast. Vi snakker tit om lønforskellen mellem mænd og kvinder, men der findes også en investeringsforskel, som medfører, at kvinder falder økonomisk bagud. Vi kan rent faktisk gøre noget ved investeringsforskellen og den potentielle økonomiske gevinst, vi går glip af.”

 

En af Emma Bitz’ teorier om kvinders tilbageholdenhed i forbindelse med investering og aktiemarkedet bunder i en følelse af ikke at vide nok om markedet: Vi ved ikke nok, så vi afholder os fra det.

 

“Jeg oplever, at kvinder generelt er meget grundige og gerne vil tilegne sig al den information, de kan, inden de kaster sig ud i det. Problemet er bare, at det er umuligt at opnå komplet information, og man lærer nogle gange bedst ved at kaste sig ud i tingene. Denne iboende tilbageholdenhed er dog samtidig vores største styrke, da den gør os til rigtig gode investorer. Vi er gode til at have is i maven og følge den strategi, vi har fastlagt. Når vi først tager springet, klarer vi det rigtig godt.”

 

Illustration af den talentfulde Pernille Strøm Øster for The Whoman Journal 

(Visited 173 times, 1 visits today)

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *