Good girls gone book clubbing

Good Girls Gone Book Clubbing

“Samtidig stiller romanen spørgsmålstegn ved individualitet over for generalitet, hvilket er et tema, som for evigt vil være aktuelt i vores samfund.”

 

I den allerførste version af “Good Girls Gone Book Clubbing” deler tre kvinder deres tanker og oplevelser med bogen “Blå Tiger” af Line-Maria Lång.

 

Hey. Jeg ved det. Du er lige i gang med et super sprødt afsnit af House of Cards sæson seks på Netflix (for mit vedkommende er det sæson to af Boss Baby for anden gang). Du har sådan set hverken tid til at lægge vasketøj sammen og da slet ikke at knække ryggen på et litterært værk. Hvem har dog det i vores tid, hvor Instagram opdaterer dit feed ved hvert swipe og McDonalds nu leverer?

Jeg ved ikke, hvad sidstnævnte faktum nødvendigvis har med travlhed i det senmoderne samfund at gøre, men jeg tænkte, at jeg alligevel ville nævne det, hvis der endnu var folk, der ikke var klar over det.

 

Grundet denne travlhed samt det faktum, at min ellers store kærlighed for litteratur tit overskygges af den attraktive sirenesang af Netflix, har vi hos The Whoman Journal startet Good Girls Gone Book Clubbing, der hver måned læser og anmelder en bog, så du ikke behøver at gøre det.

Men det synes vi nu alligevel, at du skal.

Bøgerne er sponsoreret til bogklubben af Rosinante & Co.

 

Josefine Wennberg, 27 år. Arbejder som dansk- og engelsklærer på Næstved Gymnasium. Blev færdig på KU sidste år.

“Som lærer i dansk og engelsk på gymnasieskolen bliver jeg dagligt introduceret til nye bøger, jeg burde læse. Jeg har bare ikke meget tid til det, da mit job er et krævende et af slagsen; der er så meget læsestof, jeg skal forholde mig til (tekster til timerne, elevernes arbejde i timerne og, ikke mindst, de mange afleveringer), at det nogle gange er nemmere bare at lade være at røre litteratur i fritiden. Men da jeg læste Blå tiger føltes det på intet tidspunkt som pligtlæsning – et begreb de fleste studerende nok kender til.

 

Romanen springer direkte ind i fortællingen om en ung psykisk ustabil kvindes liv i København. Kvinden, Timian, voksede op i et kollektiv i Sydsverige med en hel masse voksne og børn. En episode i barndommen forandrer dog det hele, og Timian og forældrene forlader kollektivet for forstadslivet i København. Med dette skift begynder Timian bevidst at ændre sig, og hun bevæger sig længere og længere væk fra sit autentiske jeg, den blå tiger, til at være en person, der er skabt af samfundets forventninger.

 

Alt, hvad hun gør, er kalkuleret ud fra, hvad der er normalt i samfundet. Hun har sågar en notesbog, i hvilken hun noterer iagttagelser af andres handlemønstre ned, så hun kan imitere dem. Heri står der bl.a. om, hvordan man skal small talke med andre mennesker, hvordan man kan benytte sig af nedværdigende kommentarer om sin egen person til at lave jokes, men også om hvor længe der må gå imellem to partnere opnår orgasme, før man ikke længere kan kalde det sex. Disse notater definerer Timians liv, lige indtil en hændelse indtræffer, der fører hende tilbage til at være den blå tiger, hun var i sin barndom. Og det er netop her, historien for alvor sættes i gang.

 

Romanens sprog er letlæseligt og volder på den måde ingen problemer. Men igennem fortællingens handling bliver fortællerens upålidelighed tydeligere, og som læser bliver man mere og mere i tvivl om sandfærdigheden i det fortalte. Det gør, at man hele tiden er på vagt i sin læsning, men det kaotiske skaber også en vis spænding. Samtidig stiller romanen spørgsmålstegn ved individualitet over for generalitet, hvilket er et tema, som for evigt vil være aktuelt i vores samfund. Selvom vi alle stræber efter en vis form for individualitet, kan vi ikke se bort fra de normer og regler, som vi selv og det omkringliggende samfund har skabt. Timian oplever at følge begge til ekstremer, og det fører hende på totale afveje igennem romanen.

 

Jeg nød at læse Blå tiger, og Line-Maria Lång er en forfatter, jeg glæder mig til at følge fremover. Hun rammer et bredt publikum med Blå tiger, og er man på nogen måde interesseret i menneskets psyke og psykiske sygdomme, bør man overveje at skaffe sig denne roman.”

 

Anne Louise Nancke, 21 år studerer humanistisk bachelor på Roskilde Universitet med tilsagn i journalistik. Udgav for egne midler sin første digtsamling tilbage i maj og arbejder p.t på en e-bog version. 

“Jeg vidste ærlig talt ikke meget om Blå Tiger, før jeg modtog bogen. Jeg kunne dog hurtigt google mig frem til, at Line-Maria Lång ynder at udforske temaer som barndom, seksualitet og den menneskelige psyke i sine skriverier. Tjek! Jeg har som udgangspunkt en svaghed for ovenstående emner, særligt i litteraturen, og kan således blive rigtig begejstret, men også meget skuffet over bøger som behandler disse. Det gælder nemlig om at gøre det helt rigtigt, og selvom jeg ikke har forstand på, hvordan man gør, så kan jeg altså bare mærke, hvornår det føles rigtigt for mig. Jeg mærkede dog (til min store glæde) allerede en smule sindsbevægelse, da jeg åbnede det blå omslag og med det samme blev introduceret for – hvad der synes at være –  bogens psykologiske indgangsvinkel:

 

“Und diejenigen, die tanzend gesehen wurden, wurden von denen für verrückt gehalten, die die Musik nicht hören konnten”. (De der danser, bliver opfattet som sindssyge af alle dem, der ikke kan høre musikken).

 

Ja, Lång indleder altså sin roman med et citat af Nietzsche, hvilket i min optik er et modigt træk –jeg elsker en god kliché, men så skal den fandeme også være god! Heldigvis er det et spændende og rørende citat, som formåede at så et lille frø af sympati i mig. Sympati med en hovedperson, jeg faktisk ikke engang var blevet præsenteret for endnu, altså udover den lille bid jeg kunne læse om hende bag på bogen. Og som min læsning skred frem, knyttede jeg fortsat et bånd til den psykiske sårbare Timian, som ved, at hun er anderledes end andre mennesker, og med al kraft forsøger at ’normalisere’ sig selv og finde sit fodfæste i verden.

 

Mit hjerte!

 

Blå Tiger behandler altså et emne, som mange har forsøgt det før, men jeg synes ikke at Långs pointer går tabt. Faktisk skinner de ganske tydeligt igennem. Jeg blev til tider forvirret over de mange vrangbilleder og det finurlige sprog, men alt dette forstærkede blot min indlevelse i bogen og i Timians univers. Denne piges helt unikke identitet, samt det skæve psykologiske portræt Lång fremstiller, er fortalt i en hel særlig tone, som giver Timian en kraftig stemme. Jeg sad tilbage med en følelse af, at Långs hjerte virkelig banker for den skrøbelig Timian – og jeg må indrømme, at det samme gjorde mit og har gjort i mange dage efter jeg afsluttede bogen.

 

Mine varmeste anbefalinger til Blå Tiger, hvis man ikke har noget imod lidt våde øjenkroge og blandingen af humor og ubehag.”

 

Emilie Marie Foli, 23 år. Forfatter, poet og skaberen af De Søde Poeters klub. 

Timian vokser op i et svensk hippie-kollektiv i firserne, med bolle-rum og hennafarvet hår, børnene vasker sig i skovsøer, og så er der i øvrigt ingen af dem der aner, hvilke af kvinderne der er deres mødre. Men Timian er ikke som de andre børn, hverken indenfor eller udenfor kollektivet. Timians følelsesliv er stort og voldsomt, næsten dyrisk, og da hun en dag stikker en mand i benet, bliver det klart for de voksne at der ikke længere er plads til det “frie væsen”, de ellers før elskede hende for. Igennem skolen bliver Timian mere og mere isoleret fra de andre børn, og hun begynder langsomt at opstille et regelsæt for almindelig social adfærd. Alt hvad hun gør, har hun set nogen gøre før hende. Nu er Timian voksen, og forsøger at opføre sig, som hun har lært. Hun har et arbejde, en lejlighed og en veninde hun kan spørge, om hun ser tyk ud, for “det er sådan noget veninder gør”.

 

Den utroværdige jeg-fortæller gør hvad den kan for at overbevise både Timian og læseren om, at alting er som det skal være. At alt er under kontrol. Dette kun afbrudt af en, til tider, småinfantil fortællerstemme i tredje person, der opremser alt, hvad Timian har opnået i hendes forsøg på at skjule, at hun i virkeligheden er en blå tiger.

 

Timian har en kæreste. Nikolaj er Timians første kæreste. Når man er enogtyve er det lidt mærkeligt ikke at have haft en kæreste. I gennemsnit har piger haft 2.7 kærester når de er enogtyve. Men nu har Timian 1,0” Fortællerstemmen fortsætter med at opremse regler, som kun næsten findes i den virkelige verden: “Man kan omtale en person som sin ekskæreste hvis man har set hinanden fast og har haft sex i tre måneder eller mere”.

 

Dog skal man ikke mere end 30-40 sider ind i romanen, før man mærker sindssygen gennemvæde næsten hver en sætning. Timian er bange for at træde forkert, bange for at afsløre sit væsen, og først da naboen kaster sig ud fra vinduet, og Timian står ansigt til ansigt med andres sorg, kan hun ikke længere følge sit eget regelsæt.

 

Første halvdel af Långs roman er, well.. en smule lang. Den er i konstant optrapning, og bliver først forløst i reelt vanvid, henimod slutningen. Blå tiger er badet i suspense, og det er ærgerligt, for selvom anden halvdel af romanen er ganske medrivende, sidder man tilbage med en følelse af, at man ikke helt fik hvad man blev lovet.

 

Jeg læste romanen i eet stræk, og i takt med at fortællingen tog mere og mere til i sindssyge, havde jeg svært ved at slippe følelsen af, at jeg blev det sammen med hende. Timian. Blå Tiger er momentan sindssyge. Den er dygtigt skrevet, i et næsten forpustet sprog, der efterlader en med en fin uro, der i sig selv er grund til at læse færdigt. God litteratur kan være mange ting, i dette tilfælde er det en følelse, du næsten skal løbe fra, for at blive helt fri.”

 

 

Har du lyst til at være med i næste måneds Good Girls Gone Book Clubbing, så skriv en mail til sille@thewhomanjournal.com med din begrundelse. 

(Visited 309 times, 1 visits today)
Kommentarer
  1. Jeg ville elske at læse flere tanker fra Emilie Marie Folis hånd. Og ligeledes ser jeg frem til mange mange flere af disse Good Girls Gone Book Clubbing. De er jo helt eminente! Nu vil jeg bestille Blå Tiger og blive momentant sindssyg.

    1. Jeg lover at booke Emilie til meget mere herinde!
      Og hvor er vi glade for at høre, at du kan lide bogklubben. Vi er allerede i gang med næste, der udkommer i december 🙂

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *