face reading

Read my face: Hvad dit ansigt siger om din karrierevej

Editor-in-Chief for The Whoman Journal, Sille Sørensen, tog forbi Vesterbro og fik en face reading for at finde ud af, hvilken karrierevej hun egentlig burde tage. Og hvad hendes næse siger om hendes temperament.

 

Ifølge Fattima-Loreen er jeg god til at tjene penge og til at holde på dem. Det kan hun se på mine næsebor. Og selvom både min kæreste og bankrådgiver til tider ville udtrykke uenighed med førnævnte næse, så kan jeg se mig selv i det, hun fortæller mig.

 

I et lyst baglokale af en fin, lille butik på Vesterbro, sidder jeg med Fattima-Loreen. Der er en briks i midten af lokalet og en plakat, der afbilleder en eller anden form for kinesisk medicin på væggen. Foran mig sidder en varm, livlig og skøn kvinde, der kigger så intensivt på mit ansigt, at jeg på én og samme tid føler mig en smule pinligt berørt og samtidig meget tilfreds med mængden af opmærksomhed, der bliver mig givet. Mon hun kan læse i mine træk, at jeg elsker at blive set?

 

Det kan hun.

 

Jeg har nemlig en dut i hagen, der indikerer, at jeg har brug for anerkendelse. Det kan jeg få igennem journalistik, medier og performance, fortæller Fattima. Og jeg tænker, om det mon er derfor, jeg kæmpede så bravt for at komme ind på journalistikstudiet og balletskolen? Det skulle ikke undre mig. “Husk, når du performer, skriver, holder fordrag eller andet, så kig indad. Kig indad i stedet for at tænke “hvad synes de mon om mig?”. Det er ligemeget, hvad de synes.” 

 

 

Når du laver noget, hvor du ikke bruger dine talenter – noget du måske endda er dårlig til – så bliver du træt og drænet

 

 

Ifølge Fattima-Loreen opstod face reading for 2000 år siden i Kina, hvor en kejser hyggede sig med alle sine konkubiner. Kejserens konkubiner skulle selvfølgelig passes og plejes, og dette blev blandt andet gjort ved hjælp af akupunktører og kinesiske læger. Men dengang fjernede man ikke kvindernes tøj for at mærke efter ømheder eller sygdomme. I stedet lærte man at kigge på et ansigt for at se, hvori ubalancerne lå. 

 

“Dengang var det fysisk diagnosticering af dit ydre og dine organer. Senere er det blevet videreudviklet til, at man også kan se talenter, følelser og mange andre ting. I kinesisk medicin tilknytter man organer og følelser. Det vil sige, at når man siger leverenergi, så handler det både om vrede og frustration, men det handler også om drive. Et ansigt ændrer sig fra dag til dag, så man kan ret hurtigt se et skift og forstå hvorfor, hvis man kender til disse ting,” fortæller Fattima-Loreen mig, mens hun fremhæver linjer i mit ansigt, der betyder, at jeg er ret god til at spare op, når jeg sætter mig for det. 

 

Der er ligeledes en anden anvendelse af face reading, der for en true crime fanatiker som jeg selv, er interessant: CIAs brug af det i afhørelsessituationer. “Når folk lyver overfor mig, så kan jeg se det,” fortæller Fattima mig inden, vi går i gang som en diskret, men mildt truende reminder til mig, hvis jeg skulle overveje at smide en lille hvid løgn afsted. 

 

Face reading

 

Folk, der har enormt store næsebor, har energi, der siver ud af dem. 

 

I dag sidder jeg dog ikke i det lille rum, der dufter skønt af røgelse eller olie, for at finde frem til hverken ømheder eller hvor liget er begravet. Jeg sidder der for at undersøge, om face reading mon kan hjælpe mig med at optimere min professionelle karrierevej. Vise mig, hvor jeg skal bevæge mig hen, og hvad jeg skal blive bedre til. Som jeg ser det, er dette et møde imellem to ellers uintroducerede partnere: Spiritualiteten og professionalismen. Kan de overhovedet sammen?

 

“For mig handler en god karrierevej om, at du skal lægge dine talenter i det. Når du bruger dine talenter, så får du energi. Når du laver noget, hvor du ikke bruger dine talenter – noget du måske endda er dårlig til – så bliver du træt og drænet. Det handler om at få så meget energi som muligt, så du også kan give så meget energi som muligt. Vi har alle nogle helt særlige talenter, og dem kan vi lige så godt bruge professionelt og tjene penge på. Du kan selv tjekke din energimængde og finde ud af, om du er stresset: Tag din lillefinger og se, om den passer i dit næsebor. Dit næsebor handler om din energi. Folk, der har enormt store næsebor, har energi, der siver ud af dem,” fortæller Fattima. 

 

Du skal bruge så meget af din tid som muligt på det, du er god til og passioneret omkring

 

Ifølge Fattima kan du bruge face reading til at finde ud af, hvilke talenter du har. Og dermed finde ud af, hvad du skal dedikere din energi til. I hvert fald så meget som muligt. Så kort sagt og ganske forenklet: Hvis du kender til dine talenter, kan du blive bedre til dit arbejde, eller måske endda helt basalt finde frem til, hvilken karrierevej der er den rigtige for dig. Og selvom du måske ikke tror på, at Fattima kan se, om du er kreativ eller dårlig til forskudsopgørelser, så kan hun måske alligevel sætte tanker igang og give svar.

 

Det handler om at finde ud af, hvilke talenter du har, og så bruge dem. Og så skal du – for så vidt mulig – forsøge at give dét videre, som du ikke er passioneret omkring. Du skal bruge så meget af din tid som muligt på det, du er god til og passioneret omkring,” fortæller Fattima. 

 

 

For mig er selve face readingen ikke blot interessant. Det er ligeledes spændende at dvæle ved de individer, der vælger at bruge det i deres liv. For hvis det ikke længere er konkubiner og CIA agenter, hvem er det så egentlig, der lader en fremmed kigge dem så dybt i øjnene på en helt almindelig tirsdag?

 

“Det er folk, der er søgende. Folk, der har brug for noget mere. Folk, der har brug for en eller anden form for klarhed. Det er folk, der har gået til psykolog i mange år, og føler, at der er mere, de gerne vil. Det er både folk, der er meget spirituelle, og så er det folk, der bare er nysgerrige. Jeg laver to forskellige face readings. Den ene handler om din energi og hvordan du bruger den. Det handler om at finde frem til, hvad skal du bruge mere af, og hvad kan du skære fra, så du får det godt. Og så laver jeg den, der hedder Golden Path, der handler mere om karriere og vejen igennem livet,” fortæller Fattima. 

 

Og så er jeg ret sjov at have med til fest

 

I forbindelse med snakken om CIA, ansigtslæsning og løgne, kommer vi ligeledes til at tale om serien Lie to me. Og eftersom hun beskæftiger sig med det, hun gør, er det nok ikke svært for hende at gennemskue, at jeg elsker den. Hun beskriver, at hun ligesom karaktererne i serien, forsøger at læse, om noget er tilknyttet vrede, sorg eller passion. Og hvis du ikke ved, hvad jeg taler om, fordi du ikke har set serien, så skal jeg bede dig om at forsvinde. Og først vende tilbage, når du er blevet bekendt med Dr. Cal Lightman.

 

I serien – vi bliver ved denne lidt tid – har hovedpersonen svært ved at “slukke” for sine evner. Og jeg spørger Fattima, om hun oplever det samme.

 

Det kan godt være svært at slukke. Om jeg italesætter, det jeg ser, kommer an på, hvem personen er. Det er grænseoverskridende, hvis jeg læser folk hele tiden. Om aftenen, når jeg lukker butikken, så lukker jeg også mit hoved og mit sind. Jeg bliver virkelig træt af at skulle være på hele tiden. Men de første mange år, kunne jeg ikke lade være. Jeg er mega nysgerrig. Det er derfor, jeg synes, det er så fantastisk med face reading. At se hvordan mennesker kan lukke helt i, men samtidig også kan åbne helt op. På et splitsekund. Disse store traumer, hvor man lukker sit hjerte helt i, og så på et øjeblik kan lukke op for det igen – det synes jeg, er enormt smukt. Og så er jeg ret sjov at have med til fest!”

 

Fattima-Loreen kan se, at jeg er god til at nyde livet. Og at jeg er god til at dele med andre, hvordan også de kan nyde deres liv. Igennem det jeg skriver. Igennem de mennesker jeg interviewer. Måske har hun ret. Med denne artikel vælger jeg i hvert fald at dele en oplevelse, der gav mig noget. Jeg ved ikke endnu, hvad det helt præcis var. Klarhed? Sparring? En fornemmelse af kontrol over det ukontrollerbare? Jeg ved det ikke. Men det behøver jeg måske heller ikke for at nyde det.

 

 

“Du har virkelig ben i næsen,” (fortæller hun mig, da jeg gør opmærksom på den relativt imponerende størrelse af næse, jeg har med mig). “Du har brug for tryghed, men i princippet kan du, hvad du vil, hvis du mærker noget, der er virkelig vigtigt.”

 

 

Illustration af den talentfulde Pernille Strøm Øster for The Whoman Journal 

 

 

Fire ting, du selv kan kigge efter, ifølge Fattima Loreen

Hold din lillefinger til dit næsebor. Hvis dine næsebor er meget store, og fingeren let kan glide ind, så bruger du meget unødvendig energi. 

 

Har du indadvendte øjne, har du brug for at trække dig tilbage og oplade. Ligesom med din Iphone. Har du øjne, der ligger yderligt, er du mere udadvendt. Det betyder, at du også kan oplade sammen med andre mennesker. Man kan have begge dele, men det er vigtigt, at man er klar over det, så man kan passe på sine egne grænser.   

 

Har du øjenbryn, der stopper midt over øjet, betyder det, at du er god til at fikse ting. Det betyder også, at du kan være dårlig til at spørge om hjælp. Hvis du har to øjenbryn, der stopper tidligt og brat, så skal du øve dig i at bede om hjælp. 

 

Har du en lille næse, har du brug for tryghed.

 

 

 

 

(Visited 194 times, 1 visits today)

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *